Ambitionerne i de nationale digitaliseringsstrategier er klare: Alle børn og unge skal blive digitalt dannede.
Men strategierne tager udgangspunkt i elever, som er hurtige til at finde rundt på digitale platforme, mens elever med brug for forudsigelighed, tydelige rammer og pædagogisk støtte stort set ikke nævnes.
Det er et problem, mener Malak Elorfali og Martin Stie Svendsen, der har undersøgt problemet i forbindelse med deres speciale på it-didaktisk design ved Aarhus Universitet.
”Initiativer som On-skole og Digitale Frontløbere klæder elever på specialområdet på digitalt, men den slags materialer kommer som lappeløsninger. At sådanne initiativer overhovedet er nødvendige viser, at det almene udgangspunkt aldrig var alment nok,” siger Malak Elorfali.
Der er ingen differentiering i strategierne
Malak Elorfali er uddannet lærer, mens Martin Stie Svendsen har en baggrund som pædagog. De har begge arbejdet med specialundervisning og dagbehandling.
Erfaringerne derfra har gjort det muligt for dem at læse de digitale strategier med et andet blik end mange andre analytikere, mener de.
”Vi ved, at folkeskoleloven er svær at opfylde for specialelever. Digital dannelse kommer oven i som en kæmpe målsætning, men specialområdet optræder ikke i debatterne om digital dannelse. Derfor besluttede vi os for at dykke ned i de nationale strategier,” fortæller Malak Elorfali.
Makkerparret har nærstuderet fem rapporter og handleplaner samt inddraget OECD’s læringskompas, og her kan de se, at den elevfigur, der tegner sig, ikke kun er dansk.
”Den er globalt forankret i en OECD-konstruktion, som de nationale dokumenter reproducerer uden at spørge, om denne konstruktion passer til alle elever i en dansk folkeskole,” skriver de i specialet.
”Almene elever er repræsentative i teksterne. Det er elever, som kan selvregulere og reflektere over egen indsats. De kan også samarbejde og håndtere komplekse situationer, herunder i digitale miljøer. Det kommer til at lyde ubesværet, men der ligger en kæmpe udfordring på specialområdet. For der er ingen differentiering i strategierne. Men specialområdet er ikke en undtagelse fra systemet,” uddyber Malak Elorfali.
Digital dannelse risikerer at blive nedprioriteret
Myndighederne ved godt, at nogle elever mødes af krav, som deres forudsætninger ikke matcher, pointerer Martin Stie Svendsen.
Alligevel står der kun ni linjer i de politiske tekster om, at der er brug for tilbud til disse elever. Det på trods af at der kommer flere og flere elever med særlige behov.
”Der findes tiltag til specialområdet, men de nævnes ikke i de strategiske tekster. Det handler ikke kun om, at eleverne ikke nævnes. Den eksisterende specialpædagogiske faglighed og erfaring, som lærere og pædagoger allerede har, bliver heller ikke trukket ind, når planerne skrives. Derfor bliver det op til den enkelte skole, hvordan man vil arbejde med digital dannelse på specialområdet,” siger han.
Når elever ikke bliver digitalt dannede i skolen, får de svært ved at være en del af det digitaliserede samfund på en etisk forsvarlig måde, mener Martin Stie Svendsen og Malak Elorfali.
Det kan få økonomiske konsekvenser på den lange bane, hvis samfundet skal hjælpe dem senere, forudser de. Derfor efterlyser de klare rammer for, hvor ansvaret ligger, så den enkelte lærer ikke selv skal søge efter undervisningsforløb.
”Hvis man ikke har noget at gå efter, bliver digital dannelse let nedprioriteret,” siger Martin Stie Svendsen.
Det er ikke nok at give alle elever adgang til teknologi, understreger Malak Elorfali.
”Digital dannelse kræver pædagogisk stilladsering og tydelige rammer. På specialområdet er man tit nødt til at tage udgangspunkt i materialer til almene elever, og det gør det svært for den enkelte lærer, som først skal søge vej gennem almene platforme, og når de så ikke passer til eleverne, skal læreren ud at søge efter det er ukendte,” siger hun.
Strategierne må rumme plads til forskellighed
Specialet undersøger ikke, hvordan digital dannelse kan omsættes i skolens praksis. De to nyslåede kandidater har således ikke interviewet lærere, pædagoger eller skoleledere på specialområdet, og de har heller ikke observeret undervisning.
I stedet retter specialet sig mod det politiske niveau, og her præsenterer Malak Elorfali og Martin Stie Svendsen tre pejlemærker for, hvor der kan sættes ind, så elever på specialområdet i højere grad tænkes ind i de digitale strategier og dermed i den digitale dannelse.
Det første pejlemærke beskriver, at en inkluderende digital dannelsespolitik må tage udgangspunkt i elever med de mest komplekse forudsætninger som designgrundlag for nationale mål og rammer.
”Digital dannelse må ramme de forskellige måder at være elev på. Hvis rammerne tager udgangspunkt i elever med særlige behov, vil de være mere relevante for alle elever. Laveste fællesnævner vil altid være en hjælp for andre børn. Det ser vi med for eksempel farveskemaer i skolen. De hjælper også elever fra almenområdet,” siger Malak Elorfali.
Der bliver ikke taget politisk ansvar
Teknologier vinder mere og mere indpas, og AI har gjort sit indtog, så samfundet er nødt til at være obs på at gribe alle elever, mener de to kandidater.
For hvis børn ikke lærer at begå sig på digitalt, bruger de redskaberne henslængt.
”Børn vokser nu op med kunstig intelligens, og uden guidning er der risiko for, at de ikke på bruger det etisk forsvarligt. Vi må gøre det tydeligt, at der er tale om et kæmpe problem, når rammerne for digital dannelse alene tager udgangspunkt i én bestemt elevtype. Man har ret til at deltage på de vilkår, man har forudsætninger for, og den rettighed sætter vi under pres for elever på specialområdet, hvis vi ikke ændrer rammerne for digital dannelse,” siger Malak Elorfali.
Martin Stie Svendsen ser et lyspunkt i materialerne fra On-Skole. Men han kan ikke få øje på, at der bliver taget politisk ansvar udover debatten om at indføre aldersgrænser for de sociale medier.
”Som undervisningsminister sagde Mattias Tesfaye, at digital dannelse er almen dannelse, og at han havde tiltro til, at lærerne påtager sig ansvaret. Men i modsætning til almen dannelse er digital dannelse ikke skrevet ind i folkeskoleloven. Der er intet fælles minimum for, hvad digital dannelse skal indeholde, og ingen kan holdes ansvarlige, hvis området nedprioriteres lokalt,” siger han og tilføjer, at uden klare retningslinjer bliver undervisning i digital dannelse noget, som popper op.
Malak Elorfali er enig.
”De lærere, der tager ansvar, vil være dem, som interesserer sig for digital dannelse, og som har overskud til at finde materialer om det til undervisningen,” siger hun.
Du kan læse specialet her.
Analyse: De nationale strategier drøner uden om specialelever
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.