Amuletten fra Samarkand

Det er en vidunderlig følelse. Denne pirrende, boblende rumlen i maven allerede efter de første sider af historien om djinnien Bartimæus. Følelsen af, at man sidder med begyndelsen på en original ny fantasifortælling med et gennemudviklet univers, ejendommelige karakterer og renset for blege Harry Potter-efterligninger. Historien fortælles skiftevis inde fra Bartimæus hoved og inde fra troldmandslærlingen Nathans. Og der er ingen tvivl om, at læserens sympati placeres hos den storskrydende, bundsarkastiske, urgamle djinni (ikke at forveksle med en stærkere foliot eller en svagere djævling), der allernådigst oplyser os dødelige om verdens virkelige sammenhæng i fyldige fodnoter. Drengen Nathan er som alle troldmænd kun en midlertidig påkalder af Bartimæus, men hans store ambitioner og bundløse had til en af troldmandsministrene giver historien fart og Bartimæus travlt med at rode dem begge ud af eksploderende huse og utuk-bevogtede tårne. Sproget er en nydelse, særligt i fodnoterne. Og de små intertekstuelle referencer er en fryd for fantasyfans. Bogen har sin egen afsluttede historie med et utal af spændingstoppe, men samtidig introduceres et univers, der er stort nok til mange nye fortællinger. Som i Tolkien hungrer man efter både fremtiden og fortiden. Bartimæus smider om sig med halve anekdoter fra sin tid i det gamle Egypten, Persien og Europa. Så vi vil vide mere om historiens store troldmandsherskere, som aldrig har udrettet noget uden hjælp fra djinnier og andre væsner fra den anden side. Med andre ord: Det kan kun gå for langsomt med en toer!