Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Mindeord

Alt kunne lade sig gøre på Ibs skole

Tidligere skoleleder på Klostermarksskolen i Roskilde Ib Gerner Christensen er død. En lærer har skrevet disse mindeord.

Dannebrog på halv stang mod blå himmel
Foto: Stigalenas
Bodil Hartvig Petersen tidligere lærer på Klostermarksskolen
Start debatten
29. maj 2026, kl. 09:46
Start debatten

Verden har mistet et usædvanligt godt og ordentligt menneske.

Onsdag den 13. maj døde tidligere skoleleder ved Klostermarksskolen i Roskilde, Ib Gerner Christensen, uden forudgående sygdom. 

Ib var en ægte Roskildedreng, som var født og opvokset i Roskilde. I 23 år var han en central del af Klostermarksskolen - først som viceskoleleder og siden som skoleleder. 

Ib var en dygtig skoleleder, og der var højt til loftet på skolen med Ib ved roret. Hvis man brændte for noget, og Ib kunne se meningen i det, kunne alt lade sig gøre. Ib stolede på os, og der var plads til udvikling af skolen og af den enkelte medarbejder. Han viste sine medarbejdere tillid og gav rum til faglig og personlig udvikling. Eksempelvis var skolen i en del år engageret i internationale Comenius- og Erasmusprojekter, som gav elever og lærere indsigt i andre kulturer og skolesystemer i Europa. Ib bakkede fuldt op om projekterne og var også selv med på besøg på nogle af skolerne i udlandet. De andre landes lærere misundte os vores jordnære og ligetil skoleleder. 

Ib var et menneske med stor empati. Når medarbejdere stod i svære livssituationer som sygdom eller skilsmisse, tog han sig tid til at lytte, forstå og støtte - også i hektiske perioder med fagfordeling og andre opgaver. Han så mennesket bag medarbejderen og vidste, hvor afgørende tryghed og trivsel er for, at både børn og voksne kan udvikle sig. 

For Ib var skolen ikke en fabrik, men et sted med levende mennesker på godt og ondt, og hans menneskelige tilgang smittede af på stemningen blandt voksne og børn. Der var plads til fejltrin, nye begyndelser og forskellighed. 

Ib var et meget engageret menneske, som altid har været aktiv. I mange år spillede han håndbold og var aktiv i FDF. Senere blev golf hans store interesse. Ib bevarede sit engagement helt til det sidste. 

Familien betød alt for Ib. Efter at han var gået på pension, flyttede han og hans kone, Merete, til Fyn for at være tættere på søn, svigerdatter og børnebørn. Som far, svigerfar, farfar og ægtefælle var Ib et kærligt, vidende og omsorgsfuldt menneske. 

Vi er mange tidligere kolleger, som for altid vil være dybt taknemmelige for den måde, som Ib prægede vores arbejdsliv på. Hans varme, tillid og menneskelighed gjorde Klostermarksskolen til et sted, hvor man glædede sig til at gå på arbejde, og hvor man følte sig set og værdsat. 

Æret være Ibs minde.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Alt kunne lade sig gøre på Ibs skole

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS