Ikke sært at vor tids terrorister får den opmærksomhed, de ønsker. I danmarkshistorien fylder vikingetiden cirka 300 år af vor tusindårige historie, men i vor egen og udlændinges bevidsthed og i medierne fylder den meget, meget mere. Også i historieundervisningen, hvor titler om vikingetiden kommer i en lind strøm, og hvor perioden altid er godt stof.
Denne udmærkede series emner er som taget ud af den blå betænkning, der synes lige så sejlivet som myterne om vikingetiden. Nu er turen kommet til denne dramatiske del af vor fortid. Materialet er beregnet på 5.-6. klasse til tværfaglig undervisning. Serien giver mindelser om de gamle K-bøger fra samme forlag, eller rettere dets forgænger, Munksgaard, hvor man også gav danskfaget relevant indhold og historiefaget en funktion ud over den dannelsesmæssige. Det er en god idé, når dette fag kun har én ugentlig lektion, og det kunne i det hele taget være godt, om man engang kunne få så meget overblik og overskud, at alle skolens fag blev koordineret, så synergien kunne udnyttes.
Historie lider i dag under at være nedprioriteret og fragmenteret, så eleverne hverken opnår viden eller den historiske bevidsthed, som formålet så smukt intenderer. Derfor kan det være hensigtsmæssigt med et materiale som dette, hvor i det mindste to fags styrker kan samarbejdes.
Elevbogen er flot og smukt tilrettelagt med både faglige og fiktive tekster, herunder også lidt om myter og sagn. Niveauet er, så de fleste elever i 5. klasse kan være med, og de mange illustrationer, flere over to sider, gør også tekstmængden overkommelig, hvilket er udmærket, da det er tanken, at andre bøger og medier skal inddrages.
Lærervejledningen rummer som vanligt lidt teori og forslag til praksis, en ekstra tekst, myten om Frejas guldsmykke, medielister samt ikke færre end 71 kopiark, hvoraf 20 er med spørgsmål til elevbogens faglige tekster, mens de øvrige fortrinsvis rummer et bredt udvalg af forskellige danskaktiviteter, herunder oplæg til dramatisering.
Et fornuftigt og indbydende materiale, som ikke rummer nyt, men kan være afsæt til gode og jordnære læringsforløb.
Alle Tiders Vikingetid
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.