Alfabetiseringshåndbog

Blandt tosprogede elever i folkeskolen findes en gruppe, der er analfabeter. Ofte er de måske ikke diagnosticeret som sådan, er mere eller mindre usynlige, hvad enten de går i modtageklasser, på specielle støttehold eller andet. Nogle kan for eksempel være alfabetiseret på deres modersmål, men uden kendskab til det latinske alfabet. Det kan være problematisk at stille den rigtige diagnose. Lærere for tosprogede elever kender problematikken. Ofte famler man sig frem, søger viden og materialer fra forskelligt hold.

Med Alfabetiseringshåndbogen får vi et godt redskab i dette arbejde. Bogen har mange illustrative grafer og oversigter samt et righoldigt billedstof, og den er indbundet i stift bind. Målgruppen er indvandrerlærere, der arbejder med voksne analfabeter. Men bogens teoretiske overvejelser og diskussioner og især dens praksiseksempler er væsentlige og en god hjælp også i folkeskolen. Bogens karakter af håndbog gør den overskuelig som opslagsværk, og den er derfor et godt og tiltrængt værktøj i det daglige arbejde. Dens pointe er, at undervisningen bør bygge på planlægning og systematik og på lærerens reflektioner over det daglige arbejde samt hendes evne til at træffe bevidste metode- og materialevalg, dersom de sprogsvage elever skal have udbytte af undervisningen og trives. Her er den en stor hjælp med mange og gode anvisninger.

Den er også relevant i en bredere sammenhæng angående undervisning af tosprogede elever. Således er kapitlet om begynderundervisning særdeles anvendeligt for lærere i modtageklasser. Her er gode eksempler på mål og metoder og gennemgang af velegnet materiale. Jeg mener derfor, at bogen bør være tilgængelig på bibliotekerne på skoler med tosprogede elever, da den er et anvendeligt og yderst iderigt redskab.