Alene i dødens skygge

Som titlen lader ane, er der absolut ikke tale om en komedie. Det er blodig alvor. Tom bor sammen med sin kæreste Karen. Efter et skænderi tager Tom alene til en fest, hvor han lader sig rive med af sprutten og stemningen og havner i sengen hos sin arbejdsgiver - Claus!

Senere fortæller Claus, at han er hiv-positiv og anbefaler Tom at blive testet. Hos lægen får Tom sin dom - han er smittet. Hvordan skal han få det sagt til Karen, sine venner, sin familie?

Via flashbacks fortælles Toms tragiske historie.

'Alene i dødens skygge' er som nævnt barske sager. Der er ingen håb, intet lys forude. Historien er fortalt uden løftet pegefinger, men også uden humor. Medmindre det fra forfatternes side er galgenhumoristisk ment, når aids-figuren siger stykkets slutreplik: '. . . Jeg vil have mere . . . Jeg er for alle, mænd, kvinder og børn, sorte som hvide . . . ludere og lommetyve, homoseksuelle, biseksuelle, heteroseksuelle . . . Toms tid er ved at være ude - jeg tror, jeg vil gå i rigtig aktion nu - placere en af mine små drillerier - en lungebetændelse, hudkræft eller noget andet småtteri . . .?'

Forfatterne anbefaler, at man putter nogle sange ind i stykket for at skabe stemning - foreslår selv nogle engelsksprogede. Ligeledes anbefales sorte grundkostumer og en meget enkel scenografi. Der kan medvirke fra 15 til 20 skuespillere. Forestillingen varer cirka 50 minutter.

'Alene i dødens skygge' egner sig fortrinligt som debatoplæg i forbindelse med et emnearbejde om hiv og aids - men absolut ikke som traditionel skoleforestilling.