Skolens fire AKT-lærere (adfærd, kontakt og trivsel) har oprettet en rådgivning, hvor eleverne i overbygningen kan henvende sig, hvis de vil tale med en voksen, som ikke er direkte involveret i deres liv. Eleverne skaber kontakten ved enten at lægge et brev i en postkassen ved skolebiblioteket eller ved at sende en mail på skoleintra.
"AKT fylder meget i indskolingen, men undersøgelser viser, at mange elever i udskolingen ofte har hovedpine eller har ondt i mave eller ryg, og at de føler sig stressede og alene. Især piger føler sig pressede, så da jeg skulle lave et projekt under min uddannelse til AKT-lærer, fik jeg ideen til, at vi skulle give de ældste elever mulighed for at få en voksen at tale med", fortæller Bettina Dias fra Rønbækskolen.
AKT-lærerne er hverken psykologer eller terapeuter
Det er vigtigt at give de unge en ramme at agere i, mener Bettina Dias.
"Vi har travlt med faglige mål, men med rådgivningen viser vi, at det også har værdi for skolen, at eleverne trives og udvikler sig personligt".
Som udgangspunkt er samtalerne fortrolige, men AKT-lærerne er hverken psykologer eller yder terapi, understreger Bettina Dias.
"Vi giver råd og vejledning, og eleverne kan få luft ved at fortælle om det, det trykker. Hverken lærere eller forældre får at vide, at vi har en samtale med en elev, medmindre eleven fortæller os noget, som kræver, at vi involverer en lærer eller forældrene".
Eleverne er informeret om, at AKT-lærerne vil kontakte deres lærere eller forældre, hvis de finder det nødvendigt, men før de gør det, får eleven det at vide.
Lærerne forventer en sneboldeffekt
De fire AKT-lærere forventer ikke et boom af henvendelser, men måske kommer der en sneboldeffekt, efterhånden som elever henvender sig og måske fortæller deres kammerater om, hvad de har fået ud af rådgivningen.
Foreløbig har Bettina Dias haft en samtale med en enkelt pige.
"Jeg fortalte hende, hvor hun kunne hente hjælp til sit problem. Det handler om at give eleverne nogle strategier til at håndtere den situation, de står i".
Nogle gange vil en enkelt samtale være nok. I andre tilfælde har den unge måske brug for at mødes jævnligt over en kortere periode.
Forældre kan også få en samtale
Det er ikke altid let at have en teenager i huset, så forældre kan også få en samtale med en af AKT-lærerne.
"Det er vigtigt, vi også tager forældrene alvorligt, for de kan føle sig magtesløse, når teenageren altid er sur og gnaven. Alle forældre vil deres børn det bedste, og det kan være godt at høre, hvad en uvildig hører, man siger til sin teenager. Det kan også være forældre, som står midt i en skilsmisse og har brug for at tale om, hvordan de skaber en tryg fremtid for deres børn", siger Bettina Dias.
Tilbuddet om rådgivning skal evalueres hvert halve år.
AKT-lærere opretter rådgivning for de ældste elever
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.