"Baggrunden for initiativet er, at vi synes, vi har en opgave med at skabe tryghed på skolen. Vores erfaring er, at mange af de problemer og konflikter, som forstyrrer undervisningen, stammer fra frikvartererne, så det har vi valgt at gøre noget ved", siger skoleleder på Langmarkskolen Jørn Vedel Eriksen til folkeskolen.dk.
Et hold af AKT-lærere som har særligt fokus på adfærd, kontakt og trivsel, skiftes til at gå rundt to og to og varetage opsynet med eleverne både på og uden for skolens område. Meningen er, at AKT-lærerne skal løse problemerne i opløbet og tage diskussionen med de elever, der bevæger sig uden for skolens område uden tilladelse, er højrøstede, ryger eller smider affald. Beslutningen om den ekstra indsats er taget, efter både pædagoger, lærere og elevråd har efterlyst mere eftersyn. Fra elevrådet lyder det, at det tidligere har været svært at få fat i en gårdvagt, når der var problemer, og de mindre elever er utrygge, når de skal i skoleboden.
AKT er rustet til problematikkerne
En traditionel gårdvagt med almindeligt runderende eftersyn er ikke beregnet til at løse de lidt større problemer, men er der for at sørge for almindelig ro og orden. Det er AKT-lærerne bedre rustet til, mener Jørn Vedel Eriksen. Hvor en almindelig gårdvagt måske ofte vil henvise til, at eleverne tager problemerne op med deres klasselærer, kan AKT-lærerene bedre løse problemerne på stedet, mener han.
"AKT-lærerne har bedre vilkår for at løse problematikkerne, de kommer til at kende eleverne og kan tage en snak med eleverne i stedet for at være bussemand", siger skolelederen.
Overtrædelse af skolens regler kan medføre eftersidning, og Jørn Vedel Eriksen pointerer, at det er vigtigt, at AKT-lærerne har en fast praksis, når de skal håndtere problematikkerne i skolegården og uden for skolens område.
At skabe tryghed i frikvartererne er en prioritering på Langmarkskolen, som der er sat penge af til. AKT-lærerne får et løntilskud, og tiltaget suppleres med en pulje til frikvartersaktiviteter som bordfodbold og computerrum.
AKT-lærere løser frikvarterernes konflikter
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.