Ak – hvor uforandret

Efter 12 år i forskellige lærerroller sagde jeg i 1981 farvel til min 10. klasse på Voldparken Skole og begyndte et nyt job som konsulent i natur og friluftsliv for paraplyorganisationen Friluftsrådet. Det førte videre til arbejde i Danmarks Turistråd, og siden blev jeg ministeriel embedsmand og specialkonsulent i Erhvervsministeriet. I 1998 blev jeg daglig leder af Destination 21, der med statsstøtte og bestyrelsesopbakning fra alle turismens interessenter havde til formål at fremme udviklingen af en miljømæssigt og socialt bæredygtig turisme i Danmark.

Kort efter valget i 2001 så jeg i tv Anders Fogh varsle opgøret med smagsdommerne og diverse »råd, nævn og udvalg«. Få uger efter blev jeg kaldt til møde i Erhvervsministeriet, hvor man fortalte mig, at Destination 21 ikke var regeringens politik - og dermed heller ikke længere Danmarks Turistråds. Og der stod jeg så - 57 år og arbejdsløs.

Jeg fik job som lærer på Sortedamskolen. Jeg skulle begynde lige efter nytåret, men blev inviteret med til julefrokosten. Jeg var nu tilbage på gulvet i en flok på 40, hvoraf ingen kunne have nogen som helt interesse i at tage røven på de andre. En helt ny fornemmelse, som betød, at jeg måtte finde et hjørne, hvor jeg i ubemærkethed kunne knibe en tåre.

Nu genoplevede jeg med nye øjne alle de positive sider ved lærerarbejdet. Den betydelige selvstændighed i arbejdets tilrettelæggelse, sikkerheden i ansættelsesforholdet og den deraf følgende frihed til at ytre sig, glæden ved at se sine bestræbelser med eleverne bære frugt - og som allerede nævnt det solidariske fællesskab med kollegaerne.

Men jeg oplevede også, at det eneste, som for alvor havde flyttet sig i mit 21 år lange fravær, var elevernes adfærd og forældrenes ændrede attitude i retning af kritiske brugere af en offentlig ydelse - begge dele på godt og ondt.

Den grundlæggende logistik er uforandret: én lærer, én klasse, ét fag. Dagen er skåret i fagdelte skiver som en anden salamipølse. Klasseundervisningen med læreren som den talende og eleverne som de lyttende spiller fortsat en dominerende rolle, og integrationen eleverne og fagene imellem er fortsat begrænset til nogle få årlige emne­uger. Vores dominerende hjælpemidler er fortsat bogen, tavlen og kopiarkene. Ja, ja - der sker også en masse spændende ting på mange skoler - også på min - men jeg beskriver her skolen, som skoler er mest og flest.

Når man tager i betragtning, hvor voldsomt ændrede kravene er til arbejdskraftens kvalifikationer, de store forandringer i elevernes socialisation, og hvilken kolossal teknologisk udvikling der er foregået i de seneste 20 år, er det helt paradoksalt, at der er sket så lidt i skolen.

Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er os, der arbejder i skolen, som mangler visioner og energi til at skabe et mere tidssvarende undervisningsmiljø.

Loven giver faktisk vide muligheder for at tilrettelægge undervisningen på andre måder.

Er det vores ledere, der mangler mod, mål og visioner? Hvor er de store pædagogiske koryfæer henne i vore dage - skoleledere som Kragh-Müller og Sidenius, der kunne præge deres skoler og skabe debat?

Kan vi give økonomien skylden? Er det primært lokalernes spartanske indretning og manglen på teknologisk udstyr, som fastholder undervisningen i de kendte rutiner?

Eller kunne vi lærere for samfundets, elevernes og vores egen skyld være mere udfarende og skabe en mere tidssvarende strukturering af undervisningen?

Steen Achton er lærer

»Jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er os, der arbejder i skolen, som mangler visioner og energi til at skabe et mere tidssvarende undervisningsmiljø«