Afregning af mellemværender

Flot og brugbart festskrift til Lars-Henrik Schmidt Ordet socialanalytik skal forstås på lignende måde som psykoanalyse, blot med samfundet på briksen, om man så må sige. Formålet er at afdække lag i samfundets måde at virke på, som ikke umiddelbart er synlige i den offentlige debat, som kun sporadisk er erkendt af eksperter, men som alligevel har en afgørende indflydelse på, hvordan vore institutioner virker. Ordet er for tyve år siden lanceret af Lars-Henrik Schmidt, der nu som professor og rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet er ved at bygge en hel institution op til at fokusere på det socialanalytiske perspektiv.

Anledningen er samme Schmidts 50-års-fødselsdag, der for nylig blev markeret under den beskedne, men dobbelttydige titel: 25 år i statens tjeneste.

Festskrifter kan være en problematisk genre. I alt for mange tilfælde tømmer forskerkolleger og venner skufferne for, hvad de har liggende af upublicerede manuskripter, og så består hyldesten mest i, at den hyldedes navn nødvendigvis må nævnes, når der citeres fra skriftet.

Ikke her. Festskriftet er en forbilledlig indkredsning af Lars-Henrik Schmidts hidtige virke som forsker. På nær et par enkelte bidrag, der giver glimtvise indblik i privatpersonen, tager artiklernes mange forfattere udfordringen op: Hvad kan den egentlig bruges til, den der socialanalytik. Og det belyser de så med udgangspunkt i deres egen forskning. Resultatet bliver ikke altid en opbakning bag fødselaren, men det er heller ikke målet med det hele. Schmidt har lanceret begrebet som en invitation, som noget, man kan samles om at diskutere. Gemenhed, kalder han den fælles forståelse, der opstår, når man i en gruppe har deltaget i en diskussion med fælles udgangspunkt, uden nødvendigvis at konkludere ens. Gemenhed skal ikke forstås som en nedrig samtaleform, men formentlig som afledt af det plattyske ord for fællesskab. Og så tager man ellers fat: Jens Erik Kristensen skriver om vidensøkonomi som en så betydelig faktor i det moderne samfund, at stærke kræfter forsøger at privatisere og kommercialisere den samfundsmæssige vidensproduktion. Peter Kemp definerer og trækker grænser mellem pædagogisk filosofi og de pædagogiske videnskaber en skelnen, der har sat sig spor i institutopbygningen på Danmarks Pædagogiske Universitet. Hans Hauge gennemgår veloplagt forholdet til K.E. Løgstrup, som Lars-Henrik Schmidt finder overvurderet. Bjarne Wahlgren diskuterer Schmidts anvendelse af begrebet »praktisk viden«, som han ikke finder klart og færdigbehandlet. Men det er måske netop problemet med fødselaren eller fordelen, om man vil. Lars Geer Hammershøj diagnosticerer skavanken: Han tænker ikke sine gode tanker til ende, men lader det blive ved skitsen. Fintænkningen og eksemplerne overlader han gerne til andre. Det er generøst, men gør ikke den akademiske debat lettere at have med at gøre. Indflydelsen kender ikke faggrænser. I afsnittet om dannelse kan læses om etnografi, litteraturteori, psykoanalyse og meget andet godt. Bogen har i sin funktion meget tilfælles med disse her humørkort, der kan udtrykke enhver tænkelig festlig lejlighed. Men selv om den er disponeret som en rockkoncert, er der ikke indbygget enerverende gentagelser af lykønskningssangen. Derimod er der suverænt læsestof, der holder længe, efter at pindemadderne er spist og den sidste konfetti fejet op.