Chatbot har sat tanker i gang hos tysklærer: "Jeg er kommet i en eksistentiel krise i forhold til mit fag"

Det er ikke frygten for snyd med ChatGPT, der fylder for tysklærer Anne Dræby Lünell. Men de nye teknologier udfordrer argumenterne for, hvorfor eleverne skal lære tysk.

Publiceret Senest opdateret

ChatGPT har de sidste par måneder været et varmt samtaleemne i skole- og uddannelsesverden.

På ganske få sekunder kan chatrobotten nemlig skrive opgaver alverdens sprog, uden at en Google-søgning vil kunne afsløre, at teksten ikke er skrevet af et menneske.

Det var en af grundene til, at lærer Anne Dræby Lünell for nyligt satte sig for at undersøge, hvad ChatGPT kan.

Anne Dræby Lünell er tysklærer på Hillerød Vest Skolen i Nordsjælland og ville gerne se, hvor let det egentlig er for eleverne at snyde med den nye, kunstige intelligens.

Hun bad chatbotten om at skrive en tekst om at rejse, skrevet af en 15-årig dansk elev. Under et minut efter havde hun en fejlfri, tysk tekst på skærmen.

Teksten gjorde Anne Dræby Lünell lidt mere rolig. ChatGPT viste sig nemlig at være meget bedre tysk end eleverne.

”Grammatikken var fejlfri. Derfor ville det være nemt at gennemskue, at den ikke var skrevet af en elev”, siger hun.

”Jeg tror heller ikke, at jeg ville være i tvivl som censor. Der er brugt nogle vendinger i teksten, som eleverne i folkeskolen slet ikke bliver præsenteret for”.

Anne Dræby Lünell har også fået ChatGPT til at skrive en tekst på tysk om skolen

Hvorfor skal eleverne lære tysk?

Men selvom ChatGPT ikke puster til Anne Dræby Lünells bekymringer for snyd i tyskundervisningen, er hun stadig urolig for, hvad alle de nye, digitale værktøjer betyder for elevernes oplevelse af faget.

”Jeg føler, at jeg er kommet i en eksistentiel krise i forhold til mit fag”, siger hun.

For nyligt viste nogle af hendes eleverne hende appen SayHi. Her kan eleverne tale til appen på dansk – og kort tid efter få oversættelsen på tysk.

”Hvad er mit argument for, at eleverne skal lære at tale tysk, når det er så nemt at kommunikere gennem en app?”, siger Anne Dræby Lünell.

”Vi bliver nødt til at have en diskussion om, hvad tysk og fransk skal i folkeskolen”.

Anne Dræby Lünell fortæller, at hun havde en samtale med en kollega om sin bekymring for, at eleverne ikke længere kan se grunden til at lære sproget.

Kollegaen svarede, at tysk også handler om glæden ved at lære et nyt sprog.

”Men det hjælper ikke, når resten af samfundet og skolestrukturen hele tiden fortæller eleverne, at det handler om at præstere”, siger hun.

Giver det mening at have en skriftlig prøve?

I Tysklærerforeningen for Grundskolen har man også talt om den nye chatbot. Det fortæller næstformand Carl Kinze.

”En af de andre fortalte, at han havde bedt ChatGPT om et eventyr på tysk. Det skulle handle om en ræv, der bliver vegetar. Og pling, så var det på skærmen”, fortæller han.

Carl Kinze fortæller, at det var et lidt underligt eventyr, hvor ræven endte med at overbevise alle dyrene i skoven om at blive vegetarer.

Eventyret er et af mange eksempler på, hvor hurtigt og nemt det er blevet for eleverne at snyde med de skriftlige opgaver, mener han.

”I Tysklærerforeningen for Grundskolen har vi sagt, at som den yderste konsekvens kan vi slet ikke have skriftlig tysk i folkeskolen”.

Ligesom Anne Dræby Lünell oplever Carl Kinze også, at ChatGPT er bedre til tysk grammatik, end de fleste elever i den danske folkeskole.

”Jeg tror, det er nemt nok at gennemskue, at en tekst ikke er skrevet af en elev. Men hvad skal man som lærer gøre, hvis en elev benægter det? Så er det jo påstand mod påstand”.

Savner en udmelding fra ministeriet

Både Anne Dræby Lünell og Carl Kinze efterlyser, at ministeriet kommer på banen med retningslinjer for, hvad sprogundervisningen i folkeskolen skal indeholde i dag.

Børne- og Undervisningsministeriet har tidligere oplyst til Folkeskolen, at ChatGPT er forbudt at brugte til den skriftlige prøve, ligesom oversættelsesprogrammer som Google Translate også er.

Men det er ikke nok at forbyde brugen af digitale værktøjer, mener Anne Lünell.

”Jeg mangler, at ministeriet kommer med en udmelding om, hvad vi skal i sprogundervisningen. Skal vi integrere de nye teknologier? Skal vi helt droppe internettet og kun bruge fysiske ordbøger? Eller skal tysk i højere grad være et dannelsesfag?”, siger hun.

Carl Kinze fra Tysklærerforeningen for Grundskolen er enig. Derudover har han bidt mærke i, at undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) udtalelser om mere papir og færre skærme i undervisningen.

”Vi har måske halset for meget efter digitaliseringen”, siger Carl Kinze.

”Jeg håber, at ministeriet snart tager en beslutning om, hvad vi skal og ikke skal gøre i tyskundervisningen. Og at de også snart tager et blik på den skriftlige afgangsprøve for at undersøge, om den trænger til at blive ændret”.