Lærer Mette Ruby har planlagt afgangsprøve i madkundskab den 3. december. Hun har endnu ikke hørt fra sin leder, om prøven bliver gennemført. Hvis afgangsprøven bliver aflyst, håber hun at gennemføre en prøveeksamen for eleverne.

Madkundskabsforening: Gør valgfagsprøven frivillig i dette skoleår

En ny bekendtgørelse betyder, at skolelederne kan vælge at aflyse valgfagsprøven i vinterterminen i 8. klasse. Endnu er der ikke taget stilling til prøverne til sommer. Gør det frivillig, og meld det ud i god tid, lyder opfordringen fra Foreningen for Madkundskab.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gør afgangsprøven i madkundskab til sommer frivillig og meld ud nu.

Sådan lyder det i et høringsvar fra Foreningen for Madkundskab til Børne- og undervisningsministeriets bekendtgørelse om "aflysning af prøver og andre midlertidige foranstaltninger ved afholdelse af folkeskolens prøver i prøveterminen december-januar 2020/21…".

Bekendtgørelsen er hastebehandlet og trådte i kraft den 16. november. Den omfatter kun prøver, der skal afholdes i december eller januar. Budskabet er, at den enkelte skoleleder får mulighed for at aflyse skolens prøver i vinterterminen, hvis det er nødvendigt af coronaårsager. Elever, der får deres prøve aflyst, vil i stedet få ophøjet deres standpunktskarakter til prøvekarakter i faget.

Formand for Foreningen for Madkundskab Lone Carlson er glad for udmeldingen, men hun synes, den kommer meget sent, når man tænker på, at der er lærere, der allerede i begyndelsen af december skal have elever til afgangsprøve i madkundskab.

"Vi har anbefalet, at de også tænker sommerprøven ind i samme moment. De må lytte til os. De må komme ud i bedre tid til sommer, så man ikke går så tæt på prøven, som man har gjort til vinterprøven", siger hun til folkeskolen.dk/ernæringogsundhed

Minister vil give skoleledere lov til at aflyse valgfagsprøver

Hård start for nyt valgfag

Hun ærgrer sig over, at det nye toårige valgfag med obligatorisk prøve har fået en så hård start.

"Vi finder, at udspillet kommer i ellevte time. Vel vidende, at det er en ganske særlig tid, hvor alting påvirkes i skyggen af covid-19, så oplever vi stadig, at de sene tiltag generelt har en uheldig signalværdi for slutbrugerne. Både prøvevejledning og faghæfte kom på efterslæb og nu også en mulig aflysning af en prøve", står der i det høringsvar som Foreningen for Madkundskab har sendt til ministeriet.

Foreningen mener, at den obligatoriske prøve tiltrængt højner fagets agtelse både blandt elever, forældre, skoleledere og undervisere. Alligevel anbefaler foreningen, at prøven i år bliver frivillig.

"Vi har været påvirkede af den massive debat og modstand på gennemførelsen og har også forståelsen for, at det er sådan det, må opleves. Især for de undervisere, der aldrig tidligere har ført til prøve. Og dem er der en del af, fordi det jo ikke kun er udskolingslærere der underviser i de praktisk/musiske fag i skolen", står der i høringssvaret.

Personligt håber Lone Carlson, at mange vil gennemføre prøverne.

"Mit råd til lærerne er: Tag det stille og roligt. Det er en fantastisk prøveform, vi har, og det er en super god måde for eleverne at prøve en afgangsprøve på, før de skal prøve de andre former. Censorerne ved godt, at det har været et udfordrende år, så jeg tror, der vil være forståelse for, at man prøver sig lidt frem", siger hun.

Minister om valgfagsprøverne: Jeg forstår godt ønsket om afklaring, men der er lang tid til sommer

Corona udfordrer forberedelse af lærerne

Foreningen for Madkundskab peger også på, at mange lærere mangler efteruddannelse, som har været svær at gennemføre med corona-restriktioner.

"Efterspørgslen på efter-/videreuddannelsen har været enorm. Og også her har covid-19 haft sit at skulle sige. Vi har slet ikke kunnet imødekomme behovet".

Aflyses afgangsprøver mener Foreningen for Madkundskab, at det giver mening at ophøje standpunktskarakterne i faget til prøvekarakterer.

"Uanset hvad, finder vi god tryghed i især udkastets paragraf 5, hvorunder man stiller muligheden for at ophøje standpunktskaraktererne til prøvekarakterer, med gyldighed som sådan, på elevens videre færd i uddannelsessystemet", står der i høringssvaret.

Elev: "Madkundskab var det eneste fag, jeg godt gad at gå til eksamen i"