Anmeldelse

Ærlig snak 1/Ærlig snak 2

Samtalespil til forældremøder fra henholdsvis børnehaveklasse - 5. klasse og 5. klasse - 10. klasse

Hvis man har brug for lidt hjælp til at få diskussioner i gang på forældremøderne, er her et par spil, som kan bruges på møder i henholdsvis børnehaveklasse - 5. klasse og 5. klasse til 10. klasse.

Spillene består af en række kort med udsagn vedrørende skoleforhold, samarbejdet mellem skole og hjem, ansvar, pligter, fritid og kammerater.

Tanken er, at man i grupper vender kortene ét for ét og kommenterer og diskuterer udsagn som: 'Hvis jeg er utilfreds med ting på skolen, kontakter jeg altid klasselæreren', 'Mit barn møder altid til tiden', 'Jeg tror, mit barn er god til at samarbejde i skolen', 'Nævn tre ting, som dit barn er god til', 'Mener du, at det er lærerne, der har ansvaret for dine børns skolearbejde'.

Om end ideen med at vende kort og diskutere udsagn ikke er særlig ny og epokegørende, kan spillene være et udmærket afsæt til at få løst op for nyttige diskussioner i en forældregruppe.

Måske kunne det være en ide selv at supplere med kort, der tager udgangspunkt i en bestemt klasse og forældregruppe.