AE-formand: Også gode "omveje"

Selvom Arbejdernes Erhvervsråd og Dansk Industri i dag problematiserer, at to tredjedele af en årgang går en omvej, er formanden for AE, Lars Andersen, med på, at tallet ikke kan gå i nul.

Rapport: For mange vælger 10. klasse

Der er en lang række faktorer, der gør, at to tredjedele vælger en anden vej end den direkte fra 9. klasse til en ungdomsuddannelse (læs artikel om emnet via linket herover).

Formand for AE, Lars Andersen, fastholder sin kritik af systemet.

Er det problematisk at de unge vælger 10. klasse?

"Noget af det er problematisk og noget er ikke. For mange er det smaddergodt at komme i 10. klasse. Dels i forhold til kvalifikationer, dels for at få styr på sig selv. Det, vi argumenterer for, er, at 10. klasse skal målrettes i forhold til, hvilken uddannelse man skal vælge. Den normale 10. klasse er helt klart for dem, der har problemer, men det er måske mere efterskolerne, vi skal se på. Skal vi bruge så mange penge på, at nogen kan få den oplevelse?"

Du tillægger ikke det at gå på efterskole værdi?

"Selvfølgelig har det en værdi, men man kan sige, kunne man bruge de penge bedre på de svage unge?"

Produktionsskoleeleverne er i jeres optik også nogen af dem, der går en omvej. Er det ikke fint at man går på en produktionsskole, man bliver henvist til?

"Det her skal jo ikke tolkes i retning af, at der ikke må være nogen omveje, for mange vil det være godt at komme de her steder. Det vi vil gøre opmærksom på er, at der bruges meget tid og mange resurser på de her omveje. Man kan sige, at de omveje, der afklarer, er gode, mens de omveje, der indebærer nederlag, er noget skidt".

Mange af dem, der afbryder eller holder pause i deres uddannelse, gør det fordi de ikke kan finde en praktikplads. Skal man vejlede folk til ikke at tage uddannelser, hvor der er problemer med praktikpladser?

"Vi skal have løst praktikpladsproblemet. Det bør ikke være sådan at man ikke kan gennemføre sin uddannelse fordi man ikke kan få en praktikplads, det er jo en skandale."