Advokat: 
 Dommen i Daniels sag er usædvanlig klar

Når sager om tvangsanbringelser kommer for retten, er det usædvanligt, at der sker en tilbundsgående vurdering af beslutningsgrundlaget.

Det siger Hanne Ziebe, advokat for Anja Piilmann og hendes mellemste søn Daniel. Hanne Ziebe er en af landets førende eksperter i sager om tvangsfjernelser.

»Det glæder mig, at dommerne var interesserede i at få belyst sagen, så de reelt kunne vurdere, om det var i orden at tvangsfjerne Daniel. Dommerne stillede krav til mig som advokat, de lyttede til Daniels mor og stillede hende modspørgsmål, og de spurgte ind til, hvordan kommunen kunne udelukke, at der havde været andre muligheder end en tvangsfjernelse«, siger Hanne Ziebe.

Dommerne kom frem til, at der ikke havde været grundlag for at tvangsfjerne Daniel, og ifølge Hanne Ziebe er dommen usædvanlig klar.

»Når jeg får medhold i disse sager, skriver dommerne typisk, at forholdene i hjemmet har ændret sig så meget, at barnet kan komme hjem, eller at sagen er blevet yderligere belyst. Det gør det svært at rejse et erstatningskrav, fordi man skal vurdere, hvornår barnet så burde have været hjemgivet. Men når dommerne siger, at anbringelsen er sket på et fejlagtigt grundlag, kan man anlægge et krav fra anbringelsestidspunktet«, siger advokaten.

Kommunens »tilbud« til Daniel: 
Tvangsfjernelse

Tvangsfjernelse var eneste mulighed

I Fredericia Kommune er familie- og sundhedschef Kirsten Blæhr ikke enig i, at byrettens dom er så klokkeklar, som Hanne Ziebe giver udtryk for.

»Ankestyrelsen gav os medhold, og inden byrettens dom var der taget hånd om en del af den problemstilling, der lå til grund for tvangsfjernelsen. Alle kan ramme ind i en livskrise, men det betyder ikke, at man aldrig kan få sine børn tilbage«, siger Kirsten Blæhr.

Knap syv måneder gik der, fra børne- og ungeudvalget i Fredericia besluttede at tvangsfjerne Anja Piilmanns tre drenge, til der faldt dom for, at der ikke var grundlag for at anbringe Daniel uden for hjemmet. Kirsten Blæhr fastholder dog, at børne- og ungeudvalget traf den rigtige afgørelse.

»På det tidspunkt var der ikke andre muligheder end en tvangsfjernelse. Det står vi ved, og så kan man altid spørge, om vi kunne have gjort sådan og sådan, men vi har handlet ansvarligt. Ellers var vi blevet underkendt af Ankestyrelsen. I retten er det andre mennesker, der træffer afgørelsen, og de tager udgangspunkt i, hvordan børnene har det nu, og om der er belæg for at opretholde en anbringelse. Ingen sag er sort-hvid«, siger Kirsten Blæhr, der afventer, hvad civilretten når frem til i de erstatningssager, Anja Piilmann og sønnen Daniel har anlagt mod Fredericia Kommune for fejlagtig anbringelse.

Ifølge Hanne Ziebe vil dommen blive principiel, da der ikke har været ført lignende sager. Derfor er der heller ikke retspraksis for, hvor stor erstatningen kan blive, men i andre erstatningssager bliver der tilkendt begrænsede beløb. Det hænger sammen med, at sagsøger skal betale afgift af beløbets størrelse til retten.

»Det er slet ikke som i USA, hvor der kan være tale om tocifrede millionbeløb«, siger Hanne Ziebe.

Forældre kræver erstatning for uretmæssig tvangsfjernelse

Forældre har ikke råd

Der er endnu ikke sat dato på, hvornår disse sager kommer for retten. Til gengæld kan det blive de eneste erstatningskrav mod Fredericia Kommune.

Hanne Ziebe bebudede ellers endnu en sag, da Folkeskolen i august beskrev, hvordan forældre til skolevægrende børn med autisme bliver truet med tvangsfjernelse. Men den sag hænger i en tynd tråd.

»Det er svært at opnå fri proces i disse sager, og familierne har sjældent råd til at betale selv, så medmindre de har en forsikring med retshjælp, bliver sagerne ikke til noget«, siger Hanne Ziebe.

Der kan dog være krav om erstatning for uberettiget tvangsfjernelse på vej mod andre kommuner.