”Mistrivslen blandt unge er vokset markant de seneste år. En stigende del oplever lavt selvværd, ensomhed, præstationspres og følelsen af ikke at slå til. Samtidig er presset på det professionelle system stort. Ventetiderne er lange, og behovet for støtte overstiger ofte kapaciteten – særligt når det handler om tidlig, forebyggende indsats. Mange unge har brug for nogen at tale med nu, og for et trygt sted, hvor de kan mærke, at de ikke er alene,” siger Anna Bjerre, direktør og stifter i GirlTalk, som netop har fået en bevilling på tre mio. kr. fra LB Foreningen, som bl.a. ejer Lærerstandens Brandforsikring.
GirlTalk som organisation har over 20 års erfaring, og møder dagligt pigerne bag statistikkerne. Her tilbyder man lettilgængelige, forebyggende rådgivnings- og fællesskabstilbud, der understøtter pigernes trivsel. Indsatserne er udviklet med afsæt i unges egne erfaringer og behov og bygger på relation, samtale og spejling som centrale elementer i det forebyggende arbejde. Vigtigst af alt, så kan de tages i brug nu.
GirlTalk tilbyder:
• Gratis og anonym rådgivning via chat og telefon – åben hver dag året rundt
• Gruppeforløb som EmpowR og Sisterhood, hvor unge mødes i fortrolige fællesskaber
• Telefonisk forældrerådgivning, målrettet voksne omkring unge i mistrivsel
• Foredrag og undervisning til skoler, kommuner og organisationer
• Materialer og publikationer, herunder bogen Pigetanker, som giver indblik i unges perspektiver
GirlTalk havde sidste år over 8500 samtaler med unge og har tilknyttet over 300 frivillige rådgivere og gruppeledere. Med støtten fra LB Foreningen forventer man at kunne øge antallet af samtaler til 12.000 over de næste tre år.
Indsatserne kan supplere eksisterende kommunale og behandlingsmæssige tilbud og bruges som en del af den tidlige indsats – eller som en første støtte, mens den unge venter på anden hjælp.
For LB Foreningen er støtten til GirlTalk helt oplagt: ”GirlTalk er et virkelig stærkt tilbud til alle de piger og unge kvinder, der har brug for et sted – online og fysisk – hvor de kan være sig selv og få lov at tale om de problemer, som fylder og skaber en dårligere mental trivsel. Vi håber, at vi med støtten til GirlTalk kan være med til at opfylde den mission,” siger Lars Busk Hansen, formand for LB Foreningen.
Læs mere på https://www.lb.dk/girltalk eller www.girltalk.dk – eller kontakt Girltalk direkte for samarbejde, materialer eller information om lokale tilbud.

GirlTalk hjælper piger i mistrivsel
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.