ADHD og skoleoplevelser

Bogen er ikke udelukkende ”fortællinger om ADHD” oplevet af skoleelever med ADHD. Det er en benhård fagbog, der kan udfordre vores stereotype syn på ADHD. Titlen: ”ABC ADHD – Fortællinger om skolegang og ADHD” er faktisk lidt misvisende. Jeg får mere lyst til at læse kandidatspecialet, som bogen er baseret på: ”I skole med ADHD – skolelivsfortællinger om ADHD, elevhed og skole”. Men sigtet for forfatteren er her at bryde med forestillingen om, hvad det gode skoleliv er for elever med ADHD, som teoretikere har mange bud på.

Bogen her tager sit udgangspunkt i ni elevinterview fra 2012. Hvordan har oplevelsen af skolegangen med ADHD været? Bogens kapitler er bygget akademisk op, hvor der rejses forskningsspørgsmål først. Dernæst udfoldes det poststrukturalistiske perspektiv. For det tredje kommer de empirinære bevægelser og endelig analyse og konklusion. Så det er en akademisk bog i sin grundkerne. Det er en lærebog til seminariet, men kapitel tre er interessant for praktikeren.

I kapitel tre løftes sløret for elever med ADHD, der har oplevet megen mobning, drillerier og udstødelse. Det er ikke rar læsning. Inklusion, der ikke er lykkedes, tænker jeg. Elevernes oplevelse af specialpædagogiske tilbud er derimod en oplevelse af at blive set og forstået. De bliver socialt inkluderet. Desværre er der her også en oplevelse af ikke at have venner. Problemet med specialskoler er, at man sidder i båse og laver individuelt arbejde, som ikke genererer venskaber. I folkeskolen laver man også gruppearbejde, som genererer venskaber.

Sammenfattende åbner bogen op for en anden tilgang til elever med ADHD i den normale skole. De kan åbenbart noget på specialskolerne, som måske med held kan overføres.

Et lille irritationsmoment er, at der ikke er valg en lidt større font. Et andet og lidt større irritationsmoment er det løbende ordvalg. I flæng kan nævnes ordene ”elevhed”,  ”empirinære bevægelser”, ”kalejdoskopiske læsninger” og konstruktionen ”kondensere mine analytiske fund”. Det kan godt virke lidt for selvfedt på mig.

Men alligevel sætter bogen nogle tanker i gang. Viden om ADHD er åbenbart ikke fulgt med for efteruddannelse af lærere. Specialskolerne kan noget. Så bogen er på den måde et opråb til et inklusionsprojekt, som ikke helt er lykkedes i folkeskolen. Vi har nogle elever med ADHD, der stadig oplever sig som socialt ekskluderede.