Mennesker med ADD er ikke hyperaktive og har derfor svært ved at genkende sig selv i traditionelle materialer om ADHD. I februar i år udgav ADHD-foreningen derfor pjecen "ADD - den stille ADHD", og den er allerede uddelt i flere end 10.000 eksemplarer. Derudover har sitet om ADD på foreningens hjemmeside været en af de mest besøgte sider på adhd.dk i år.
"Der mangler viden om ADD, og hvordan det kommer til udtryk. Det gælder også hos blandt andre lærere, pædagoger og socialrådgivere, som arbejder med unge og voksne", fortæller udviklingskonsulent Tine Hedegaard fra ADHD-foreningen.
Mennesker med ADD bruger lang tid på at tænke og formulere sig
På torsdag holder foreningen en temadag for fagfolk om ADD med omkring 30 deltagere. Om formiddagen holder psykiater Jakob Ørnberg et oplæg om udredning og diagnose, behandling og personlig udvikling og karakteristika ved ADD i forhold til ADHD.
Når Tine Hedegaard tager over efter frokost, er det med fokus på, hvordan fagfolk som blandt andre lærere kan arbejde med mennesker med ADD.
"Mennesker med ADD bruger lang tid på at tænke og formulere sig og på at svare på spørgsmål. De er slet ikke præget af den hurtighed, som ofte gør sig gældende ved ADHD. De kan være inaktive, have svært ved at tage initiativ, fremstå mere indadvendte eller drømmende, have meget svært ved at fastholde fokus og være vedholdende. De er hypo-aktive. Det vil sige, at de har for lidt aktivitet i forhold til situationen", fortæller Tine Hedegaard.
Nogle anses for sløve eller dårligt begavede
Hvor mennesker med ADHD vil 'en hel masse', kan det være svært at få mennesker med ADD til at sætte ord på, hvad de har lyst til. Derfor kan det være en udfordring at få dem til at ville noget.
"Mange opfatter dem som sløve og langsomme og nogle gange også som dårligt begavede, fordi man skal spørge meget ind for at få dem til at sige, hvad de har lyst til", siger Tine Hedegaard.
De har lige så store opmærksomhedsproblemer som mennesker med ADHD, men deres problematik kan blive overset eller måske forvekslet med noget andet. Især kvinder diagnosticeres ofte med depression i stedet for ADD. Derfor handler det i første omgang om at opdage dem.
"Fagfolk skal være opmærksomme på, at man kan have vanskeligheder med opmærksomheden, uden at man umiddelbart kan se det. Hvis en elev ikke rigtigt følger med fagligt, kan det være en anledning til at se på, hvad det skyldes. Når man ved noget om ADD, er det nemmere at se det. For eksempel bliver nogle med ADD let overvældet, hvis en situation bliver kompliceret", siger Tine Hedegaard.
Selvindsigt giver et fundament at bygge videre på
Mennesker med ADD har ofte stor glæde af de samme tiltag som mennesker med ADHD, især når det gælder støtte til struktur og rammer, hjælp til at danne sig overblik og til at skærme sig fra sanseindtryk.
"Mennesker med ADD har nok i højere grad end andre brug for hjælp til at generere løsninger, sætte ord på ting, komme i gang og fastholde fokus. For professionelle omkring dem kan det være svært, fordi det ikke altid er så nemt at se, hvornår opmærksomheden glipper. Der er måske kun få synlige tegn", siger Tine Hedegaard.
Inden man finder løsninger, skal forudsætningerne være på plads.
"Vi har tendens til at ville lære mennesker med ADD færdigheder, og derfor kan vi ikke forstå, at det ikke altid lykkes. Men de først forstå diagnosen, og hvad den gør ved dem. Det led springer vi tit over, men uden selvindsigt vil man aldrig kunne vælge de rette strategier, for det kan være meget individuelt, hvad der skal til, alt efter hvilken livssituation den enkelte står i".
Mange voksne med ADD blev overset i skolen
Temadagen på torsdag er målrettet fagfolk, der arbejder med unge og voksne med ADD. Men også lærere i folkeskoler og på specialskoler bør være opmærksomme på, om de har elever med ADD.
"Mange af dem, vi møder som voksne, er ikke blevet set i skolen. De har bare siddet i klassen uden at have forstået, hvad der foregik, og de faglige resultater har været derefter. Lærerne har formentlig tænkt, at det nok var deres faglige niveau. De har ikke set, at de var opmærksomhedsforstyrret, så disse elever har ikke nået så højt fagligt, som de kunne have gjort med den rette støtte", siger Tine Hedegaard.
Elever med stille ADHD bliver overset i skolen
Hun anbefaler, at lærere er opmærksomme på elever, som ikke forstyrrer eller er urolige, som let trækker sig væk, forsvinder i egne tanker og er mere sensitive over for lys, støj og lugte end de fleste andre børn.
Du kan læse mere om ADD via dette link til ADHD-foreningens pjece:
ADHD-foreningen oplever stigende efterspørgsel på viden om ADD
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.