Adfærd

- om elevadfærd, samarbejdsadfærd og trivsel

28 sider, 30 kroner

Danmarks Lærerforening

Fax 3369 6333, e-mail: publ@dlf.org

Visse elever er i stand til at berøve deres lærere enhver arbejdsglæde, idet de ved deres adfærd umuliggør fornuftigt arbejde i klassen. Det kan diskuteres, om antallet af sådanne elever er stigende, eller om de blot har fået større spillerum i takt med, at vort samfund har vedtaget ikke at anvende en række af de undertrykkelsesredskaber, som tidligere var acceptable for at skabe arbejdsro. Men det er hævet over enhver diskussion, at mange lærere føler det som meget frustrerende at have sådanne elever i klassen. En udgivelse som denne er derfor mere end velkommen og fortjener stor opmærksomhed. Samtidig er det vigtigt at holde fast i, at disse elever er mennesker, der skal hjælpes og ikke blot fjernes.

I forbindelse med eventuelle sanktioner over for stærkt forstyrrende elever er både lærers og elevs retssikkerhed altafgørende. Pjecen bygger da også i høj grad på relevante love og bestemmelser, som gennemgås og fortolkes på en udmærket måde. Derudover sættes lærerarbejdet ind i en samfundsmæssig sammenhæng, hvor konklusionen er, at man som lærer må spørge sig selv, om man som lærer på netop denne skole med de ressourcer, der er afsat, har udført sit arbejde professionelt. Det forudsætter en afbalanceret indre diskussion om, hvad man på den ene side gerne vil gøre i sit arbejde, og på den anden side hvilke vilkår beslutningstagerne har givet, for at det kan udføres med succes. Svaret på dette retoriske spørgsmål kan være afgørende for lærerens selvværdsfølelse.

Sådanne afvejelser er naturligvis subjektive. Mere objektivt håndterbare er de punkter, pjecen opstiller som checkliste i forbindelse med behandlingen af problemerne.

Der opfordres til systematik i iagttagelsen af eleven og gives anvisninger på en fornuftig arbejdsgang, og pjecens råd er anbefalelsesværdige. Det kan nemlig være svært at bevare overblikket over en sag, der i det daglige ofte vil opleves som en endeløs kæde af problemer og midlertidige foranstaltninger uden effekt.

Pjecens sprog hører til i den tungere ende, men den fortjener alligevel at blive læst af alle, der beskæftiger sig med undervisning af børn, uanset om det bord, man sidder ved, kaldes skrivebord eller kateder - eller måske forhandlingsbordet i skoleudvalgs og forældreorganisationers mødelokaler. Det er forståeligt, at forfatterne i forbindelse med følsomt stof som spontane arbejdsnedlæggelser vejer deres ord på en guldvægt, men en vis lettelse af sproget ville næppe have ledt skarer af lærere lukt i Arbejdsretten. Og i forbindelse med gennemgangen af Bekendtgørelse om fremme af god orden er den tungsindige sprogtone helt unødvendig. Jeg efterlyser ikke poppede forklaringer, men blot et mere mundret sprog.

Tonny Hansen