Kompetencecenter ISIS Katrinebjerg forsker i, hvordan man kan bruge eksperimenter i it-laboratoriet i offentlige institutioner og virksomheder og har bl.a. udarbejdet multiemediepræsentationer af scannede hjerter og af arkitektplaner. Nu har centret henvendt sig til skoleforvaltningen i Århus med en stribe spørgsmål, som centret gerne vil udforske i samarbejde med skoler og forvaltning:
"Hvordan kan man berige nye skolebyggerier med it? Altså, hvordan ser fremtidens tavle, tavlekridt og undervisningsmaterialer ud, hvis de beriges med informationsteknologi? Hvad betyder det for indretning af undervisningslokaler og undervisningsmetoder? Hvilke muligheder står til rådighed for undervisningen, hvis alle digitale medier tænkes sammen, og hvis it handler om langt mere, end at skolen har en masse computerskærme til brug for kommunikation og informationssøgning?"
ISIS har inviteret natur/teknik-lærere og it- og medielærere til en tænketank, og blandt planerne er også en slags Rejseholdets mobilkontor - en rullende container indeholdende et it-laboratorium, som kan komme ud på skolerne, hvor der er brug for teknologien i undervisningen. Og Århus Skoleforvaltning er meget interesseret i et samarbejde med ISIS Katrinebjerg, når der efter planen skal bygges en helt ny skole i Lisbjerg og moderniseres og bygges til på flere andre folkeskoler i de kommende år.
Centret har allerede gennemført to projekter i samarbejde med Katrinebjergskolen, hvor børnehaveklassen har arbejdet med robotter, og en anden klasse eksperimenterede med fotograferende mobiltelefoner i opgaver uden for skolen.
Århus vil bygge skoler med fremtidens it integreret
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.