Hver morgen bliver 835 aarhusianske skolebørn afleveret i taxi. Regningen betaler kommunen. I det seneste skoleår kostede kørslen 26 millioner kroner, og det er dyrt, mener børn og ungerådmand Jacob Bundsgaard Johansen (S).
"Det er rigtig mange penge. Men det er et udtryk for, at vi har en række elever med særlige behov", siger han til Århus Stiftstidende.
Alligevel forventer han, at beløbet fremover falder til cirka 23,4 millioner kroner om året. Det skyldes især, at byrådet har besluttet, at eleverne på specialskolen Langagerskolen primært skal køre i minibus i stedet for taxi. Det er ikke uden konsekvens for eleverne.
"De kommer til at sidde flere i samme bus og sidde der længere. Nogle af de her børn oplever rigtig mange konflikter i hverdagen, og derfor skal vi afveje den potentielle konflikt, der kan være ved, at de kører flere i samme bus, op mod den økonomiske fordel", siger rådmanden.
Der vil blive taget individuelle hensyn
Langagerskolen underviser elever inden for autismespektret og med svær ADHD. Cirka 130 elever kommer kørende i taxi, og sidste år tegnede skolen sig for 7,9 millioner af kommunens udgift til taxikørsel af børn med særlige behov. Fremover skal fælles kørsel i minibus skære udgiften ned til seks millioner.
Det er for tidligt at sige, hvad det kommer til at betyde for eleverne, mener skoleleder Jens Frostholm.
"Vi er slet ikke nede i det konkrete endnu. Vi ved kun, at minibusser bliver det primære i stedet for taxikørsel", siger han til avisen.
Jens Frostholm har endnu ikke noget bud på, hvor mange elever der skal køre i bus sammen.
"Men det ligger i beslutningen, at hvis der er elever, som under ingen omstændigheder kan magte den situation, vil der blive taget individuelle hensyn. Det er et vigtigt parameter i besparelsen".
Ifølge Århus Stiftstidende brugte Københavns Kommune sidste år små 26 millioner kroner på taxikørsel af skolebørn, men også kalkulerer man med en millionbesparelse.
Aarhus sparer millionbeløb på taxikørsel til specialundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.