Forslagene kommer både fra de tilfredse og de mindre tilfredse medlemmer og strækker sig fra noget så enkelt som, at godteposen til juletræsfesten skal have et sundere indhold over bedre kommunikation til lavere kontingent:
'Råb højere' og 'Fagforeningskontingentet er for højt. Der må kunne skæres', lyder et par budskab.
"Både de meget og de mindre tilfredse har gjort sig den ulejlighed at nedfælde nogle opfordringer til os om, hvordan vi kan blive bedre. Det skal vi tage seriøst. Undersøgelsen viser for eksempel, at vi hele tiden skal arbejde med vores kommunikation og blive bedre til at informere medlemmerne om, hvad vi foretager os", siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Århus Lærerforening, til foreningens hjemmeside.
Fremragende konsulentbistand
I nogle tilfælde stritter medlemmernes udsagn i hver sin retning. Det gælder for eksempel et kerneområde, som foreningens sagsbehandling, som nogle har haft dårlig erfaring med. De fleste giver dog udtryk for, at de har fået en professionel behandling.
'De få gange jeg har haft brug for konsulentbistand har den været fremragende', lyder en kommentar, mens en anden udtrykker det på denne måde:
'God og venlig betjening på kontoret. Yderst kvalificeret konsulenthjælp'.
"Der er utroligt mange områder, hvor medlemmerne kan vurdere vores indsats. En af de væsentligste er på det direkte møde med medlemmerne. Den opgave ser det ud til, at vore medarbejdere på kontoret løser på et meget højt niveau", siger Gordon Ørskov Madsen.
Flere medlemmer peger dog på, at kontingentet til lærerforeningen er for højt.
"Det fortæller, at vi har en opgave med at forklare, hvad pengene bruges til. Det handler i bund og grund også om kommunikation", konkluderer Gordon Ørskov Madsen.
Tæt på at melde sig ud
I den centrale arbejdstidsaftale mellem KL og DLF er skolebibliotekarernes arbejde teknisk set ændret fra at hedde undervisning til at høre under øvrige opgaver. Det har skabt en vis usikkerhed, som kan aflæses i Århus-lærernes besvarelser.
'At ens fagforening ikke anerkender det pædagogiske arbejde, skolebibliotekarer laver, er under al kritik', hedder det fra et medlem, mens en anden har en mere optimistisk tilgang:
'I har vist viljen til at hjælpe skolebibliotekarerne, selvom DLF har været så venlig at gøre det dårligere for os. Godt, at Århus Lærerforening kan se det urimelige og gør noget for at hjælpe. Jeg var tæt på at melde mig ud'.
Århus-lærere er godt tilfredse med deres fagforening
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.