Alle er corona-slidte. Kunne vi ikke i stedet sige: hvordan skaber vi den gode corona-skole nu, siger formanden for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard

Århus Lærerforening: Nu går coronaen for alvor ud over børnenes trivsel

Lad os få mulighed for at prioritere lokalt på skolerne og reducere minimumstimetallet, så vi kan prioritere børnenes trivsel. Lærere og forældre er bekymrede for børnene, lyder meldingen i et samlet nødråb fra Aarhus til undervisningsministeren.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Vi hører om mistrivsel hos børnene, stigende grad af ensomhed, de mangler venner og har en tristhed. Det er et udtalt problem, og som lærerforening er vi nødt til at se på det perspektiv. Nødt til at kunne prioritere, og få nogle muligheder for at beslutte mere lokalt", siger formand for Århus Lærerforening Jesper Skorstengaard.

Otte parter skrev i mandags et fælles brev til Børne- og Undervisningsministeren med et nødråb om at løsne på de krav, der gør arbejdet på børne-ungeområdet svært under corona-pandemien. Det er Aarhus Kommunes rådmand for børn og unge, Skole og Forældre i Aarhus, BUPL, Aarhus Forældreorganisation, Aarhus Skolelederforening, dagtilbudslederforeningen og Ung i Aarhus, der sammen har henvendt sig. Men de har endnu ikke fået noget svar fra ministeren.

Corona-ramt fra august

"I Aarhus var vi ramt voldsomt af corona fra begyndelsen af august. Allerede inden børnene begyndte i skolen. Der er meget smitte på nogle skoler, vi har fx et medlem, der har været hjemsendt fire gange på nuværende tidspunkt, så det går ud over trygheden, forudsigeligheden og kontinuiteten - alle de pædagogiske begreber, vi ved er vigtige", siger Jesper Skorstengaard.

Aarhus til ministeren: Giv skolerne større corona-frihed

Han fortæller, at Skjoldhøjskolen er lukket for tiden på grund af smitte, og flere andre skoler har mange hjemsendte blandt både elever og personale. Der er nogle steder tale om hele årgange.

"Hovedproblemet er, at det har varet så længe. På nogle skoler er der meget smitte, og det er svært at se fremad".

På hele børneområdet i Aarhus er der 1800 hjemsendte børn og 300 medarbejdere. Heraf udgør skoleområdet det største antal.

Hundredevis af elever hjemsendt i Aarhus

"Der bliver hele tiden påkaldt en normalitet - vi skal prøve at gøre alting så normalt som muligt. Lovgivningen afspejler normalitet, men det er jo ikke normalt. Lige nu er det normale corona. Derfor ønsker vi at kunne prioritere bedre lokalt. At vi i stedet kunne sige: ok, hvad er den gode corona-skole lige nu? Hvad er det bedste for børnenes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø nu? Kan vi skabe bedre kvalitet i færre timer? Hvordan gør vi det bedst under disse forhold"?

"I foråret handlede det om at lave den bedst mulige undervisning under de givne forhold, men nu skal timerne læses som det normale antal timer. Men vi tænker, at corona-situationen kommer til at vare skoleåret ud, så vi ønsker at kunne prioritere og gøre det, der vil fungere bedst nu. Der er brug for frihedsrettigheder til at prioritere ude på skolerne", understreger Jesper Skorstengaard.

Alle er corona-slidte

Aarhus-formanden fremhæver, at et af lærerjobbets kendetegn er, at man har nogle relationer til sine elever, og at man har planlagt et undervisningsforløb. Men siden skoleårets start er alt dette blevet ændret, slået omkuld og forandret.

To skoler i Aarhus får lov til at gå over til nødundervisning

"Det fylder rigtig meget på skolerne og i det hele taget for børnene. Vi får meldinger fra både lærere og forældre, der er bekymrede for børnenes trivsel. Normalt tænker vi forebyggende, både når det handler om elevernes trivsel og medarbejdernes arbejdsmiljø. Kunne vi ikke tænke i dét perspektiv i stedet for at det er corona-smitten, der styrer det hele", spørger Jesper Skorstengaard og de andre bag nødråbet.

Aarhus-formanden understreger, at medarbejdere og ledere kæmper benhårdt ude på skoler og institutioner, men at de alle er godt på vej til at blive slidte.

18 skoler smitteramt i Aarhus

"Forældreorganisationen beretter, at børnene får det sværere og sværere. Hele det sociale liv uden for skolen er lukket ned og også på skolen er det sociale liv jo væk. Det har man bestemt på grund af smitterisikoen. Men er det egentlig børnenes ve og vel, vi ser på lige nu? Selvfølgelig skal skole prioriteres, men lige nu er noget relationelt og et fællesskab vigtigere".

Han fortæller, at skolerne prøver at opretholde et vist undervisningsniveau, at medarbejderne arbejder både fysisk på skolerne og med onlineundervisning til de hjemsendte. Og hvis man sætter vikarer ind på skolerne, så kan man ikke holde princippet om få voksne på skolen, så man risikerer at få mere smitte ind med vikarerne. Desuden kender vikarerne ikke børnene. Derfor vil færre timer og undtagelse for elevernes tilstedeværelseskrav være bedre.

Læs mere

Pressemeddelelse fra Aarhus