En dag, Bitten sidder ved sin bedstefars skrivebord, letter hun låget på hans blækhus så mon ikke det har været oldefar? men måske har Bittens mor fået hende i en høj alder, det er jo ikke ualmindeligt i dag. Nå, men ud af blækhuset farer en ånd, som materialiserer sig med lang næse og snabelsko og viser sig at være regnemester og at have været det gennem mange epoker i historien, i mange riger og lande og hos mange mennesker. Han tager Bitten med på en tidsrejse i historien, hvor hun bliver belært om tal og matematik og mange andre ting og ikke mindst de arabiske (rettere indiske) tal og nullets betydning.
Hvis dette plot virker bekendt, skyldes det nok en vis lighed med en verden kaldet Sofies. Forlaget beskriver bogen som en fagbog for børn og unge i aldersgruppen 10-100, en lille vits, der anslår den humoristiske tone, som også kendes fra det berømte forbillede. De yngste vil dog nok have lidt svært ved at følge med, men de ældre meget ældre kan glæde sig over det ualmindeligt velopdragne pigebarn og den usandsynligt pæne omgangstone. Men bortset fra dette, som minder om en forlængst svunden tid, er det en munter bog, som på en ulideligt let facon giver en indføring i baggrunden for matematikken. Selv om svundne tiders åndløse terperi, som gik under betegnelsen taltræning, nu heldigvis oftest er afløst af mere meningsfuld undervisning og en lommeregner, kan det nok af og til knibe med at komme om bag ved tallenes mysterier. Her vil denne bog kunne bruges, for eksempel til oplæsningsoaser i matematiktimerne.
Ånden i blækhuset
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.