Størsteparten af den akutte besparelse på udvalgets område rammer efter politisk beslutning Aalborgs skolefritidsordninger, kaldet DUS-ordningerne. Men besparelserne vil også gå ud over undervisningen i folkeskolen, skriver Bjarne Krogh i en pressemeddelelse:
"Nedsættelsen af timetildelingsfaktoren fra 2.54 til 2.52 lyder ikke umiddelbart af meget. Men det betyder helt konkret, at skolerne allerede fra det kommende skoleår vil få tildelt ca. 15.000 arbejdstimer færre end nu. Da langt størsteparten af timerne er bundet til opgaver, der ikke kan røres f.eks. forberedelse, samarbejde, og udvikling, betyder det, at de aktiviteter, der skal fjernes, skal findes inden for et meget begrænset område, og at en nedskæring på 15.000 timer årligt vil ramme urimelig hårdt", mener Bjarne Krogh.
"Lærere, ledere og skolebestyrelser skal på hver enkelt skole bruge masser af tid på at diskutere, hvordan besparelserne skal udmøntes. Kostbar tid, der kunne bruges meget bedre på en skole til gavn for eleverne", skriver han. "Politikerne burde i stedet påtage sig ansvaret for de nedskæringer, der skal ske, og helt konkret udpege, hvad der skal fjernes, og hvilke konsekvenser det har".
Aalborg-skoler rammes af besparelser
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.