Debat

Budgetforslag vil forringe specialtilbud i Aalborg kommune

Skal vore børn med særlige behov i specialtilbuddene være BURHØNS uden udsigt til bedre forhold?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Foto: Holger Hubbs, Pixabay.com

Åbent brev sendt til Aalborg kommunes byråd som 1. behandle budget i denne uge:

Kære byrådsmedlem,

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Ved du at ca. 20% af en ungdomsårgang erklæres ikke uddannelsesparat?

Ved du at hver 10. elev ikke består afgangsprøven i dansk og matematik?

Ved du, at børn i specialtilbud oftest ikke når til, at tage en afgangsprøve i 9. klasse og at der ikke er en vejledning til forældre til børn med særlige behov, som ikke kan tage en ordinær uddannelse.

Ved du at, der i Aalborg kommune ikke er en klar plan for at sikre det faglige indhold i specialtilbuddene, så de børn, for hvem det kunne være muligt at tage en afgangsprøve, slet ikke bliver undervist nok til at opnå de nødvendige færdigheder?

Hvordan passer det med skoleforvaltningen slagord: Børn skal blive så dygtige, som de kan?

Skoleforvaltningen foreslår at bevilge en Co-teaching ordning i 1.-3. klasse og det er et fantastisk tiltag for de børn, der går i almenskolen, men, for der er et MEN – i samme budgetforslag forventes at visitere 46 nye børn ind i de nuværende specialtilbud uden ekstra ressourcer...

Der er, i følge budgetforslaget 2020/2021 1076 elever i specialtilbud, så vi taler om at rumme ca. 5% flere elever mere indenfor den samme ressource.

Hvordan forestiller du dig at ændre forholdene, så flere elever får en afgangsprøve efter 9. klasse?

Skal dyre specialtilbud virkelig bare reduceres til opbevaringspladser for elever med særlige behov, så deres eneste fremtidsudsigt er et liv, der først leves med FGU, STU, ressourceforløbstilbud og dernæst på varig overførselsindkomst i form af førtidspension, fordi du ikke ville investere i DE børn, der allerede har betalt prisen for et politisk underfinansieret undervisningsområde.

Vi ved fra flere skolebestyrelser, at arbejdsmiljøet allerede lider stor nød i de stærkt pressede specialtilbud – vi ved, at der rundt omkring i Aalborg findes skoler, der får straks påbud om forbedring af forholdene – hvordan skal disse tilbud rumme flere børn indenfor den samme budgetramme?

Hvordan skal vi fremme trivsel og udvikling under de forhold, det kommende budget tegner?

Blot til eftertanke – skal vore børn med særlige behov i specialtilbuddene være BURHØNS uden udsigt til bedre forhold?

Mvh Bestyrelsen i BHOV – forældre til børn med særlige behov i Aalborg kommune 

Powered by Labrador CMS