Jeg kan høre fra jer, at det er noget af det, I opfatter som en lidt uheldig og rigid mistillid, lød det fra den nytiltrådte undervisningsminister Mattias Tesfaye.

Tesfaye imødekommer skolens parter: Klar til at genoverveje ny tilsynsliste over skoler med kvalitetsproblemer

Efter planen skal en ny såkaldt udviklingsliste fra dette skoleår udpege de skoler, der klarer sig dårligst. Men efter kritik åbner undervisningsministeren op for at genoverveje listen. I første omgang vil han arbejde for at få listen udskudt.

Publiceret Senest opdateret

Det er egentlig planen, at op mod 10 procent af skolerne i dette skoleår skal på en helt ny tilsynsliste, men sådan bliver det måske alligevel ikke.

For undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er klar til at tage et ekstra kig på den såkaldte udviklingsliste, der skulle tages i brug i løbet af indeværende skoleår.

Det sagde ministeren i går foran hundredvis af repræsentanter fra landets kommuner til KL’s Børn & Unge Topmøde i Aalborg.

I en samtale på scenen med formand for KL’s børne og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen (S) fortalte den nye minister, at han under et møde med Skolelederforeningen, Danmarks Lærerforening og KL er blevet opmærksom på, at der er modstand mod den nye liste.

”Jeg kunne høre, at I var meget kritiske over for den nye udviklingsliste, som skal være en et fortilsyn, kan man sige. Det har jeg taget til mig”.

”Til en start kan vi prøve at udskyde implementeringen, så vi kan få diskuteret ordentlig igennem med hinanden, om der er behov for listen”, lød det fra Mattias Tesfaye.

”Jeg kan høre fra jer, at det er noget af det, I opfatter som en lidt uheldig og rigid mistillid til det kommunale selvstyres evne til at følge op på skoler, der slår negativt ud på nogle bestemte parametre”, kom det videre fra ministeren, som også nævnte, at udmeldingen skal se som ”en håndsrækning”, der viser, at han mener det, når han siger, at han gerne vil lytte til parterne.

Ikke klart, hvem der skal på listen

Udviklingslisten er en del af den store politiske aftale, der afskaffede nationale test, elevplaner og de kommunale kvalitetsrapporter.

Det er endnu ikke meldt ud, hvilke parametre der skal afgøre, om en skole kommer på udviklingslisten. Af Børne- og Undervisningsministeriet hjemmeside fremgår der kun indtil videre, at der vil være tale om skoler, ”der har eller kan få udfordringer med kvaliteten”.

Det står dog klart, at det vil være et krav, at de pågældende kommuner vil blive forpligtet til at lave en såkaldt ”udviklingsplan” for skoler, der figurerer på listen.

KL: En liste er en primitiv løsning

Meldingen fra ministeren bliver taget imod med stor tilfredshed fra de centrale parter om skolen. Formand for KL’s børne og undervisningsudvalg Thomas Gyldal Petersen kalder udviklingslisten for en ”primitiv” løsning.

”Hvor mange problemer løser vi ved, at man laver en oplistning af skoler? I kommunerne kender vi godt de skoler, der har problemer, så der er ikke brug for, at Christiansborg bruger kræfter på at finde ud af, hvem de er og at sætte dem på listeform”, siger han til Folkeskolen.

problemudpegende, kontrollerende og sanktionerende

Thomas Gyldal om tilsynsmodeller

Han kalder de nuværende tilsynsmodeller for ”meget problemudpegende, kontrollerende og sanktionerende”.

”Det bør suppleres af et tilsyn, der i højere grad er dialogisk og fagligt understøttende. Der er mere brug for, at vi får snakket om, hvad der er kendetegnende ved skoler, der er i vanskeligheder, og hvad vi så sammen skal gøre for at få løfte dem”, siger Thomas Gyldal Petersen.

Lærerne: Tankegangen hører fortiden til

Formand for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen glæder sig ligeledes over udmeldingen fra Mattias Tesfaye.

”Det er klogt at sige, at vi nu lige trækker vejret og finder en løsning, der rent faktisk er opbakning til, og som kan bruges til at understøtte skolerne”.

Ifølge lærerformanden er udviklingslisten et udtryk for en tankegang, der hører fortiden til.

”Det var et politiske ønske med udviklingslisten, men jeg mener, at ønsket hører fortiden til, fordi det er udtryk for en tænkning, hvor man tror, at det får nogen til at tage sig sammen ved at sætte dem på en liste".

udtryk for en tænkning, hvor man tror, at det får nogen til at tage sig sammen ved at sætte dem på en liste

Gordon Ørskov om tilsynslisten

"Der vil altid være nogen, der klarer sig dårligst, men det er fuldkommen ligegyldigt, om man kommer på lister. Det afgørende er, at vi gør noget og forpligter os til at forbedre resultaterne”, siger Gordon Ørskov Madsen.

Skolelederne: Liste er dobbeltkontrol

Hos skolelederne understreger formand Claus Hjortdal også, at udviklingslisten ikke har ”groet i vores have”.

”Vi har i forvejen et kvalitetstilsyn, der kigger på de fire procent af skoler, der af forskellige årsager klarer sig dårligt. Udviklingslisten lægger sig så oven på det. Det mener vi er et udtryk for mistillid. Vi skal hjælpe skolerne fremfor bare at udpege dem”.

Ligesom Thomas Gyldal Petersen peger han på, at kommunerne i forvejen vil være i dialog med skolerne i de nye udviklingssamtaler, der erstatter de kommunale kvalitetsrapporter.

”Så vi synes, at det vil være dobbelt, hvis staten også skal indover og kontrollere”.

Har du et bud på, hvad der vil hjælpe skolerne?

”Ja, men det vil jeg gerne tale med Tesfaye om”, siger Claus Hjortdal.

Powered by Labrador CMS