A-kasser og administration

Arbejdsløshedskasserne skal til at oplyse, hvor mange penge medlemmerne betaler til administration gennem deres kontingent. Det vedtog Folketinget 15. maj, da beslutningsforslaget - stillet af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti - om øget gennemskuelighed af arbejdsløshedskassernes administrationsomkostninger var til anden og sidste behandling i Folketinget.

Arbejdsløshedskassernes administrations-kontingent fastsættes af de enkelte a-kasser, og varierer derfor en hel del.

Lærernes a-kasse - Dlf/a ligger nederst på listen, her betaler medlemmerne kun 38 kroner om måneden til administration. Øverst på listen ligger Restaurations- og Bryggeriarbejdernes a-kasse, hvor der betales 166,83 kroner til a-kassens hovedkasse og 39,17 kroner til afdelingen.

I Danmarks Lærerforenings a-kasse oplyser forretningsfører Holden Schmidt, at man hele tiden har skrevet på medlemmernes girokort, hvor mange penge der gik til administration.