Når forældre gør en forskel

Vigtigt at forældre møder op og tager del i deres børns skole

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeanette og Martin er gift med hinanden. De er også begge lærere, men ikke på samme skole.

Der er 35 kilometer mellem deres to arbejdspladser og en verden til forskel.

Jeg har lært ægteparret at kende via en fremragende artikel om dem og deres job i Aktuelt - dagbladet, der nu er 'gået ind bag det store forhæng', som man altid skrev i den avis i gamle dage, når et partimedlem havde forladt denne jord.

Artiklen var lærerigt samfunds- og skolestof om et sympatisk lærerægtepar, der begge både tænker og reflekterer over det livsvigtige arbejde, som de har valgt. Men parrets skolepolitiske uligheder var iøjnefaldende.

Her blev fortalt om to slags lærere, to slags børn - og to slags forældre.

Martin er lærer på Rungsted Skole. Der går 462 elever - 24 af dem er tosprogede. Skolen er bevilget 14 psykologtimer om ugen. Jeanette er på Søholtskolen i Brøndby. Der går 500 elever, alene i Jeanettes klasse er ti ud af 14 tosprogede. Skolen har ansat en psykolog på fuld tid.

Jeanettes skolepolitiske synspunkter tog selvfølgelig afsæt i den skolevirkelighed, hun arbejder i.

Ud over at give børnene kundskaber ønsker hun også at være opdragende element og tage del i det sociale liv, som er hendes børns, og som betyder så meget for deres evne og lyst til indlæring.

Martin kunne ikke drømme om at skifte job med konen, fordi så ville han 'jo være socialrådgiver'.

Modsat kunne hun ikke tænke sig at være lærer på mandens skole, fordi hun betragter det som en del af undervisningen også at tage sig af 'ting uden for undervisningen'. Som Jeanette siger: 'Jeg må altid se eleverne an, for at se om nogle er kede af det eller urolige, og så lægge en hånd på deres skulder og få kontakt, før undervisningen begynder'.

Hvor er hun både en klog pige og en god lærer med den nødvendige indstilling.

Det er den slags lærere, som er uundværlige i folkeskolen. Det er hendes slags, der skaber en god hverdag for børn, der er trængt, og som garanteret er gode til at tage mod indlæring, hvis der er nogle lærere, der lige vil ofre tid på at fjerne de stopklodser, der her og nu forhindrer, at man kan tage imod en besked, lære et nyt bogstav eller få Sønderborg placeret på Danmarkskortet.

Men når nu jeg synes, at Jeanette er god, så må det ligesom ligge i kortene, at Martin endnu har meget at lære af blandt andre sin kone. Det gav artiklen ikke belæg for at sige noget om. Det er jo legalt, at Martin ikke kunne tænke sig at skifte job med Jeanette, og han ville måske, hvis der ikke var andre muligheder, skifte erhverv og kaste sig over noget helt andet.

Grunden til, at Martin kunne få lov til på sin skole at være den slags lærer, han gerne vil være, tror jeg blandt andet skal findes i forældreinteressen. Martin synes godt nok, at hans elever fik pålagt et stort ansvar i det daglige, fordi hans børns forældre prioriterer arbejdet højt, men det betød ikke, at de ikke viste skolen og deres børns klasse interesse.

Ved forældremøderne på Martins skole er alle børn repræsenteret, og man undrer sig over, hvis nogen mangler. Hos Jeanette var der - ved det første forældremøde overhovedet - fravær af otte børns forældre - ud af i alt 14 børn. På Martins skole er der bemærkelsesværdigt nok en klassekvotient på 22!

Denne 'Bagsmæk' er ikke et luftangreb på tosprogede børns forældre, der bliver væk fra skolens arrangementer - det kan der være flere grunde til, og ansvaret kan snilt placeres andre steder end hos forældrene - men det sætter stærke fingerpeg om, hvor vigtigt det er, at forældrene møder op og tager del i deres børns skole og dermed i deres børns liv.

Når man kan observere, at der hos to danske lærere er så store forskelle på deres daglige arbejde, så har det netop noget at gøre med, at der er en verden til forskel på de to læreres forældre.

Jeanette fortjener dem bedre.

Frode Muldkjær er børnejournalist i Danmarks Radio