Et luderbegreb må være et begreb, der prostituerer sig og stiller sig til rådighed for den højestbydende. Et luderbegreb har mistet ikke alene sin dyd, også sin ærbarhed.

Er kompetencebegrebet et begreb, der har prostitueret sig selv og solgt sig til den højestbydende? Underforstået: solgt sig til erhvervslivet?

Jens Erik Kristensen, der er idéhistoriker i Århus, mener det. Det er ham, der bruger udtrykket luderbegreb. Det sker i et interview i Folkeskolen nummer 15. Og Kristensen er nogenlunde på linje med sin fagkollega Lars-Henrik Schmidt, rektor på Danmarks Pædagogiske Universitet. De mener begge, at begrebet kompetence er i lommen på folkene fra Ugebrevet Mandag Morgen - i hvert fald her i landet - og så vidt jeg kan se, har ingen af de to kritikere blikket rettet længere ud i verden - eller længere tilbage i historien. Derfor er det måske på sin plads at få lidt historisk perspektiv på begrebet kompetence.

Begrebet kompetence er ikke kommet 'snigende', som det malerisk udtrykkes. Det har været i brug i psykologi og sprogvidenskab i det meste af et halvt hundrede år. Kompetence er blevet et centralt begreb for forståelsen af en aktørposition til erstatning for en deterministisk forståelse, der så mennesket bestemt alene af enten stærke samfundskræfter eller et utæmmeligt driftsliv. Sociologi og psykoanalyse kort sagt. Men en ny opfattelse voksede frem i midten af 1900-tallet, begyndelsen til et nyt paradigme. Og det er i denne nye forståelse af den personlige udvikling, at kompetencebegrebet bliver brugt.

I klinisk psykologi brugtes begrebet kompetence af Harvard-professoren Robert W. White i 1950'erne. Kompetence er hos White udtryk for en persons voksende autonomi. White taler om social kompetence, når man kan klare skiftende sociale situationer. White trækker på mange andre teoretikere i psykologi, der har fat i samme tilgang.

I kommunikationsteori tages der udgangspunkt i den banebrydende teoretiker Noam Chomsky - men det er især Jürgen Habermas, der udvikler begrebet kommunikativ kompetence i 1960'erne og 70'erne. Kompetence er et udtryk for, at den enkelte i sin kommunikation kan skabe en særlig og unik betydning ved at bruge de sociale og sproglige regler i den pågældende situation. Der udføres en handling med sproget - her og nu. Dette er en kommunikativ kompetence, siger Habermas.

I empirisk socialpsykologi er begrebet kompetence brugt siden 1980'erne. En lang række, især amerikanske, forskere har udviklet skalaer og foretaget videnskabelige belysninger blandt børn. Kompetence omfatter her samarbejde, selvhævdelse, selvkontrol, empati og ansvarlighed. Social kompetence er en særlig balance af disse træk, der omsættes i en handling, der mestrer situationen.

Lad dette være tilstrækkeligt til at vise, at en bare lidt mere dybtgående forståelse af begrebet kompetence skal have fat i en videnskabelig udvikling over et halvt århundrede. Paradigmeskiftet har haft dette forløb. Men hvorfor slår begrebet igennem i 90'erne over en bred front - og brugt som nøglebegreb? Min forklaring er, at først i dette årti er den kulturelle revolution ført helt igennem og individualismen blevet perspektivet. Derfor bliver begrebet kompetence det mest relevante begreb til erstatning for de gamle og udtjente begreber som intelligens og kvalifikation.

Når de store fortællinger er borte, skal begreberne nydefineres. Det gælder også dannelsesbegrebet. Det er ind i denne sammenhæng, at kompetencebegrebet har vist sig at være både praktisk og i stand til at opsamle tidens mange åbne spørgsmål - og give blot noget i retning af et svar.

Det kalder jeg ikke for et luderbegreb. Det er for mig snarere et første svar i en vigtig teoretisk diskurs. Som mange forhåbentlig vil bidrage til på en anden måde end som frelste missionærer - uden historisk perspektiv.

Per Schultz Jørgensen er professor, dr.phil.