Min ven, tagdækkeren, var forbi med en lørdagspilsner forleden. Han havde lige fået udbetalt akkordoverskuddet efter to måneder på Sjælland. Små 10.000 kroner var det blevet til - ikke så ringe, som han sagde - pengene er let tjente på Sjælland - så vi skulle have en lørdagspilsner. Men hvad med dig, sagde han, du har jo lige fået nyt arbejde.

'Jow, jow', sagde jeg, 'det er helt fint, der er bare en enkelt ting'.

Vi spyttede lidt i øllerne.

'Ud med det', sagde han, 'hvad er det?'

'Jow, jow', sagde jeg, 'jeg er faldet i løn. Små 1.000 kroner om måneden før skat'.

'Hvorfor det?' Han kiggede lidt skråt på mig.

'Jow', sagde jeg, 'lærere får et tillæg for at undervise (jeg kunne se, at han hævede brynene) på noget med godt tyve kroner i timen, og det tillæg har jeg mistet, fordi jeg skiftede job 1. marts og derfor ikke får 300 undervisningstimer det nye sted. Og det skal man have for at få tillægget'.

Jeg må have lydt lidt mistrøstig, for han sagde: 'bliv tagdækker, du, udendørs hele tiden, ingen uopdragne unger, kontant afregning, hvis du rupper nallerne - eller laver et godt stykke arbejde, der bliver godkendt, når der skal tegnes forsikringer på tagene'.

Nu er det at blive tagdækker ikke sådan noget, man lige gør, så jeg sagde, at jeg hellere måtte blive ved lærergerningen lidt endnu.

'Hvad så med fagforeningen', sagde han, 'de må sgu da kunne gøre noget - hvor meget er det, du giver i kontingent?'

'Jow', sagde jeg, 'de må da kunne gøre noget for de knap 400 kroner om måneden. Men det er jo fagforeningen, der har lavet aftalerne'.

'Hold kæft', sagde han, 'den gik ikke hos os, men vi er selvfølgelig heller ikke så helvedes forhippede på at være i stue med de fine'.

'De gør vel, hvad de kan', sagde jeg.

'Det er ikke godt nok, du, skål - vi ses'.

Så gik han.

Peter Ridder-Jensen

Rask Mølle