Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er grund til at blive ved med at minde om, hvem der især førte Danmarks Lærerforenings udviklingsprojekt frem, foruden naturligvis Dafolo selv. Et særligt tungt ansvar kan hæftes på projektets formand Astrid Schjødt Pedersen, som gang på gang ved fremlæggelsen i hovedstyrelsen forsikrede, 'at det er hele udgangspunktet for projektet, at almindelige medlemmers hverdag og meninger skal indgå med vægt'. Og hvilken vægt taler vi om på nuværende tidspunkt, hvor udviklingsprojektet er ved at være slut? Taler vi snarere om vægten af alle de pengesedler, som kun kan komme fra medlemmernes lommer, når millionregningen til Dafolo skal betales. For vægten på meninger ser ud til at stamme fra møder med tillidsrepræsentanter og kredsstyrelsesmedlemmer på afholdte konferencer. Senest i Folkeskolen nummer 16-17, hvor forskningslederen fra Dafolo nærmest skamroste den gevaldige kraft, der var til stede i forsamlingens bud på, hvad DLF bør arbejde med.
Kraften i forsamlingen udtænkte ifølge referat, at DLF bør nedsætte en 'forsoningskomité' til genskabelse af den demokratiske debat i foreningen. Kors for en patetisk omgang med associationer til efterspillet i Sydafrika og apartheidtiden, hvor en sådan instans var nødvendig efter den historiske omvæltning. Alvorlig nødvendighed i Sydafrika, totalt proportionsløst forslag på vore breddegrader. Ligeledes blev det på gammeldags maoistisk vis foreslået, at lærerne skal opøves i at beskrive deres professionalisme, sådan som formand Mao i sandhedens navn kunne gøre alting op med forklaringer. Læreren skal selvfølgelig blot optræde professionelt i arbejdet. Og de usynlige kredse skal gøres synlige. Ja tak, hvad ellers! Sikke dog en gevaldig kraft, Dafolo mødte!
Men Dafolo-kraften, hvor bliver den af? På seneste hovedstyrelsesmøde efterlyses analysekraften, og firmaet bebrejdes upræcise formuleringer, og hvor mange mener hvad! Jeg har spurgt om det samme og fået det svar af Astrid Schjødt Pedersen, at svarprocenten er uden betydning for vurderingen, og det kolliderer for mig at se med ønsket om, at almindelige menneskers meninger skal indgå med vægt. Projektet ser ud til at befinde sig i vægtløshed!
Torben Thomsen
Aars
