Vi bryder os altså ikke om at blive iagttaget og oftest afsløret af OECD. Dels fordi vi er mindre end kvarthjertede med i vore internationale engagementer. Og dels fordi vi ikke kan lide at få vore udskejelser, som vi hårdnakket forsvarer som frugter af danske traditioner og samfundsudviklinger, og hvad vi ellers kan finde på, afsløret. Derfor stejler vi, når OECD sætter en ligefrem proportionalitet mellem uddannelsens kvalitet og landets produktivitet. Vi har i vor ubegribeligt avancerede pædagogik for længst kvast kvalitetssynspunktet med en kritikløs hovsabrug af et nonsensbefængt kompetencebegreb. Med syv kors for sig afviser formanden Anni Herfort at gøre ussel mammon til et styringselement i dansk uddannelse, ligesom hun og hendes forening i årevis har sat en ære i ikke at interessere sig en brik for de lærerlønninger, der nu er ved at proletarisere lærerjobbet og forvandle skolerne til andenrangs computercafeer. Selv OECD har lært at bevæge sig på kattepoter, når det drejer sig om Danmark. Ligesom for at tilgodese alle og sikre verdensfreden i Danmark udtaler OECD, at man selvfølgelig skal afveje, hvor grænsen går mellem respekten for forskellighed (altså den delte skole) og den udemokratiske forskelsbehandling (altsåvor sakrosankte udelthed). Og så støder man ingen, men fordrejer sandheden. For det var jo den delte skole, der på demokratisk vis tilgodeså alle i respekt for forskelligheden, medens det er udeltheden, der skamløst udemokratisk tryner såvel de stærke som de svage.

Vagn Madsen

Brønderslev