Debat

Baglæns gangart

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Ingen er imod, at forberedelsestiden som minimum sikres på niveau med det, vi havde før overenskomsten fra 1999', skriver Stig Andersen og Jon Kowalzcyk i Folkeskolen nummer 16-17. Hvorfor stemte et lille hovedstyrelsesflertal - inklusive d'herrer - i februar så imod, at Danmarks Lærerforening skulle arbejde på at opnå netop dette?

Det gjorde de angiveligt, fordi det ville være en 'bagudrettet' strategi. Men hvis jeg beder min mekaniker om at reparere min bil, så den kan køre på alle fire cylindre igen, er det så et udtryk for, at jeg er 'bagudrettet'? Og hvorfor skal det regnes for 'fremadrettet' at stemme for, at den ekstra individuelle tid skal udgøre mindst 30 timer i gennemsnit per lærer? Er det, fordi den virkelige melding er, at reparationen vist bliver for kostbar, og at vi fremover skal vænne os til at køre på tre cylindre?

Vi kunne vænne os til UØF-aftalen, påpeger vores formand i samme nummer, og så kan vi vel også vænne os til Overenskomst 99. Hun tager fejl. Forskellen er den, at UØF bare var klodset, og det blev alle med tiden enige om. Overenskomst 99 er derimod merarbejde i lange baner, og det er arbejdsgiverne naturligvis glade for. Og hvis man som fagforeningmand m/k opfatter det som fremadrettet at vænne sig til sådan noget, så må det skyldes, at man har tillagt sig en baglæns gangart.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Niels Christian Sauer

medlem af DLF's hovedstyrelse