På Dunhammervej kom en neger gående alene i morges.

Men vi glor ikke efter en neger længere. I min barndom i 40'erne var synet ikke til at opdrive her i ravnekrogen. Kun på film, når Arne Falk Rønne kom til byen og viste for den undrende hob sine storslåede rejsefilm i byens største festsal. I farver minsandten. Ikke en stol var ledig. Filmen voldte knuder med jævne mellemrum. Varmen blev uudholdelig. Lige meget. Det var bare så fantastisk. Tænk, at en dansker havde set alt det. Enhver film endte med en betagende rød solnedgang over savannens dyr og planter. Vi gispede af benovelse. Men det varede længe, inden chokket over negrenes nøgenhed helt fortog sig, sorte kvinder med bare, hoppende bryster i runddans om bålet. At nogen kunne få sig til det. Jeg var lidt flov over, at min fire år ældre bror sad ved siden af og så det skamløse syn, men øjnene klæbede til lærredet. Bagefter sagde min storesøsters veninde, som vitterligt vidste besked om mange ting, at negrene var langt dårligere begavet end de hvide, men at det ikke må siges. 'På linje med chimpanser', sagde hun, 'og de lugter frygteligt alle sammen', lagde hun til med sænket stemme.

Jeg tænkte, at det lød mere end sandsynligt.

Nu et halvt hundrede år senere har jeg mødt og undervist mange negre. Men de må ikke hedde sådan mere. Afrikanere, afro-amerikanere eller nydanskere. (Har for- resten hørt, at man heller ikke må sige indianere længere, de hedder original-amerikanere). Mine sorte elever har ikke været mere tungnemme at undervise, ej heller har jeg bemærket en speciel lugt. Faktisk har de været almindelige. Og de hverken smider tøjet eller tænder bål i sprogcentret.

Men for nogle år siden skulle jeg opleve toppen af spidsbelastning i jobbet. Nogle palæstinensiske drenge. Dem kunne jeg ikke klare. Altid frygtede vi etiketten racist. Mindelser fra nazitidens ultimative ondskab jog gennem hovedet. Vi var alt for flinke og forstående. Siden blev vi klogere.

Det var, hvad jeg tænkte på, da jeg så den ensomme neger på Dunhammervej.

Else