Kendt skoleleder tæt på fyring

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fuglebjerg Kommune fritstillede i sidste uge Svend Ove Olsen fra jobbet som skoleleder på Fuglebjerg Skole. Med sin store interesse for det newzealandske skolesystem er han ellers manden, der har fået sat den lille vestsjællandske kommune på landkortet i skolekredse.

'Vi er glade for de tanker, Svend Ove Olsen har gjort sig omkring indskolingen, og som blandt andet betyder, at vi har indført rullende skolestart og klasseværelser uden katedre. Men det er ikke nok, at børnene får en god start på livet i skolen. Vilkårene skal også være i orden længere fremme i systemet', siger borgmester Henrik Willadsen (Venstre).

Fritstillingen skyldes i høj grad, at Svend Ove Olsen ikke har overholdt budgettet gennem de senere år.

Skolen skylder således kommunen 1,1 million kroner. Samtidig har lærerne i en periode nedlagt arbejdet på grund af det psykiske arbejdsmiljø, ligesom det har været nødvendigt at aflyse en del undervisning på grund af sygdom.

Svend Ove Olsen ønsker ikke at kommentere sagen.