Penge til mad i København

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pizzeriaer og shawarmabikse i København får skarp konkurrence om skolebørnenes opmærksomhed.

Borgerrepræsentationen har nemlig bevilget to millioner kroner til forsøg med madboder, og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har nedsat en styregruppe. Styregruppen forestiller sig kommunen opdelt i 10-12 maddistrikter med ét storkøkken i hvert distrikt, der leverer maden til hver skole.

'Madpakken hjemmefra er ikke altid lige populær, og mange vælger derfor den nemme og usunde løsning i grillbaren. Men vi vil gerne gøre noget ved sundheden - både fordi ordentlig og sund mad bringer børnene i bedre form, og fordi de får lettere ved at holde koncentrationen, når de deltager i undervisningen', siger uddannelses- og ungdomsborgmester Per Bregengaard.

Styregruppen ønsker også at knytte fleksjob til ordningen, fordi den mener, at for eksempel indvandrerkvinder vil kunne bruge et sådant job til at komme videre på arbejdsmarkedet og med danskundervisningen. Man forestiller sig også at inddrage rengøringspersonalet.