Debat

Ideer blomstrer bedst langt fra skolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I to år har 250 skoler på forsøgsbasis gennemprøvet den såkaldte 'udvidede skoletid', der ikke bare omfatter to timer mere om dagen til børnene, men også et forsøg på tvangsmæssigt at piske to arbejdsområder sammen i en ubegrundet omelet. Og nu skal der så evalueres. Og her ved aviserne at fortælle, at den tvangsmæssige sammenbankning af lærere og pædagoger, ligesom enhver anden tvungen interaktion mellem faggrupper, der pålægges at trampe på hinandens gebeter, har fået intet mindre end 'dumpekarakter'. Og det var så selvfølgelig, hvad man kunne vente. Derimod er selve det storladne eksperiment med to timer mere i skolen vurderet positivt. Nå ja, så i hvert fald 'overvejende' positivt, som det hedder. Og så viser det sig, at jo længere væk fra åstederne de vurderende befinder sig, desto mere positivt falder vurderingerne ud. Forvaltninger og forældre er meget positive. De sparer i øvrigt også penge ved nyskabelsen. Så de er vel egentlig inhabile i vurderingssituationen. Så måske er det de tvangsmæssigt sammenbragte lærere og pædagoger, der har modereret det positive med ordet 'overvejende'. Jo fjernere man befinder sig fra de beklumrede skolestuer, desto anderledes lyst tegner alting sig, og her må man jo erindre sig, at skolelove og nye pædagogiske ideer har det med at blomstre langt fra skolens hverdag. Og så bliver de jo derefter. Nu mangler vi blot at få dokumentation for, at børn med de to ekstra timer har fået forøget deres læse- og talfærdigheder. Først så vil en ny milepæl i skolens historie være passeret.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler