Debat

Absurditet eller ildhu

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

På vej hjem fra møde i faglig klub på min skole sidder jeg og tænker på mødets indhold og på, hvor mange vi var.

Det er egentlig fantastisk. Nu har jeg været til tre klubmøder i i alt syv timer med emnerne: Arbejdstidsaftale, lokalaftale og udmøntning af denne på min skole.

Jeg sidder og tænker på mine kolleger, og tankerne glider videre til alle DLF's medlemmer, der også deltager i møderne i faglig klub.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jeg regner lidt på tallene.

Hvis man i runde tal sætter antal af lærere og børnehaveklasseledere til 60.000, og hvis man antager, at de alle deltager i møder i faglig klub i syv timer om ovennævnte emner, svarer det til 420.000 timers mødevirksomhed. Det er dog et tal, der vil noget. Det svarer faktisk til cirka 250 læreres arbejde i et helt år. Det er jo flot nok! Der er jo bare det ved sagen, at lærerne gør det i deres fritid!

Det kan man da kalde ildhu og engagement!

Eller også er det absurd, at vi skal bruge så meget tid på at få indflydelse på vores arbejde i det kommende skoleår, især hvis resultatet betyder minimale ændringer og i værste fald betyder frustration, utilfredshed og måske skaber uenighed også mellem lærere indbyrdes.

'Ja, ja', kan jeg høre nogle sige, 'sådan forholder det sig heller ikke! Langtfra alle lærere deltager i faglig klubs møder. Du maler med sort pensel'.

Og ja, jeg ved godt, at mine kolleger har mange og også gode grunde til ikke at deltage i faglig klubs møder, men det gør vel egentlig sagen endnu alvorligere.

Det er absurd, at vi skal investere så meget tid i regler, i diskussioner om detaljer - ja i bureaukratiske regeltolkninger for at få arbejdstidsaftalen til at fungere - ikke optimalt - men dog til at fungere!

Hvad nu hvis forklaringen på, at så mange ikke deltager, er, at man for længst har opgivet at se reelle muligheder i at realisere 'En skole på vej' gennem den gældende arbejdstidsaftale? Hvad nu hvis forklaringen er, at mange har opgivet at få rimelige vilkår for udførelse af deres arbejde på grund af arbejdstidsreglerne?

Hvilke konsekvenser kan det for eksempel få for medlemmernes stillingtagen til Overenskomst 02?

Jeg ved naturligvis, at arbejdstidsaftalen ikke umiddelbart kan indgå i forhandlingerne om overenskomsten, men hvad nu hvis utilfredshed får medlemmerne til at se bort fra denne kendsgerning og giver utilfredsheden udtryk ved stemmeafgivningen?

Jeg tror, at DLF skal søge at få Kommunernes Landsforening til at acceptere, at arbejdstidsaftalen skal indgå i overenskomstforhandlingerne. Det skulle ikke være så vanskeligt, da Kommunernes Landsforening jo også giver udtryk for utilfredshed, erkender, at mange elementer i aftalen er uhensigtsmæssige!

I øvrigt var det gode møder i faglig klub, og i næste uge skal jeg til møde igen.

Paul Hagh Petersen

kongresdelegeret

Roskilde Lærerforening