Esbjerg-aftale på plads

Løfter og konkrete forbedringer fik lærerne til at acceptere besparelse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne i Esbjerg og kommunen er blevet enige om en arbejdstidsaftale, der sikrer dem mod direkte at blive ramt af nedskæringer, og som giver visse forbedringer.

Aftalen er samtidig kædet sammen med politiske hensigtserklæringer om at opprioritere folkeskolen, når budgettet for 2002 skal lægges.

Lærerne undgår dog ikke, at kommunen gennemfører besparelser på 5,5 millioner kroner på skoleområdet i 2001, sådan som politikerne i byrådet for længst har besluttet. Besparelserne betyder, at der bliver slået 18 færre nye stillinger op.

Pengene findes ved, at der reduceres i de opgaver, som lærerne pålægges, ved at flytte en feriedag fra et kalenderår til et andet og ved at spare i den tid, lærere med få undervisningstimer har til pauser.

Det største beløb, 2,2 millioner kroner, findes ved at skære i de opgaver, lærerne skal løse i deres udviklingstid. Herved kan der spares 14 timer per lærer, og kommunen lander dermed på overenskomstens mindstenorm på 155 timer.

Den mest kontante politiske melding kommer fra formanden for børne- og kulturudvalget, Ralph Jørgensen, Socialdemokratiet, der fra 2002 er parat til at droppe en særlig rationaliseringsordning, der har været gældende siden 1996. Den går ud på, at skolerne kun får tilskud til to ud af tre nye elever. Når der skal lægges kommunalt budget næste gang, er han også parat til at skære på andre områder for at give skolerne flere midler.

Viceborgmester Birthe Rasmussen, Venstre, udtrykker sig i mere forsigtige vendinger. Hun giver også udtryk for, at skolerne skal tildeles flere ressourcer, men har det forbehold, at hvis kommunen udsættes for en negativ økonomisk overraskelse, sådan som det tidligere er sket, så bliver der ikke ekstra midler til skolerne.

Nedlagde arbejdet

Lærerne i Esbjerg nedlagde i marts arbejdet på grund af kommunens sparekrav, og kort efter var meldingen fra en ordinær generalforsamling i Esbjerg Lærerforening, at man var parat til at give politikerne et hedt efterår, hvor der vil blive indgået et minimum af aftaler på skolerne.

Når der nu er indgået en kommuneaftale, uden at besparelserne er pillet af bordet, skyldes det, at lærerne har fået en aftale, der imødekommer deres ønsker på en række punkter.

'Besparelserne gør skolerne en lille smule ringere, men lærernes arbejdsvilkår er ikke blevet forringet, tværtimod', siger kredsformand Kurt Abildgaard.

Aftalen giver lærerne flere fordele: En god pauseaftale, sikkerhed for øget ekstra forberedelse, et maksimumantal undervisningstimer for nyuddannede og en teamaftale med større råderum til den enkelte lærer.

Kredsstyrelsen og samtlige tillidsrepræsentanter havde på forhånd sagt god for aftalen, og på en ekstraordinær generalforsamling i sidste uge blev den støttet af 444 af 555 fremmødte. Det skete dog ikke uden en vis polemik.

'Vi har det ligesom Haderslev i fodbold. Et lille nederlag bliver betragtet som en stor sejr', sagde Ole Jensen, Bakkeskolen.

'Jeg har ikke noget imod at give politikerne et ordentligt dunk i ryggen, men når de har gjort det, jeg gerne vil have, så behøver jeg ikke blive ved', sagde kredsens næstformand Kurt Bjerre.

Den holdning delte 80 procent af de fremmødte.-Jan Kaare er freelancejournalist