0   115

Universitet i havsnød

Problemerne på Danmarks Pædagogiske Universitet er ikke nye, men medfødte. Og de, der i øjeblikket tager skraldet, gør det for andre, siger iagttagere

Alarmklokkerne kimede i Undervisningsministeriet i sidste uge. Ugebrevet Mandag Morgen udkom med en stor artikel om ministeriets måske største og mest prestigefyldte projekt, Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), og det billede, som artiklen tegnede, var ikke et skønmaleri. Problemerne tårnede sig op på universitetet, der om tre måneder optager de første studerende på de nye uddannelser. Fire ud af fem administrative topchefer har sagt farvel. Forskere forstår ikke den nye faglige opdeling af universitetet, og medarbejdere er utilfredse med rektor, Lars-Henrik Schmidt.

Efter den artikel gik det stærkt. Ministeriet bad universitetets bestyrelsesformand, Inge Thygesen, '. . . afklare den interne situation'. Hun indkaldte rektor og Akademisk Råd til krisemøde. Og medierne boltrede sig i de personlige og faglige modsætninger.

Artiklen fortsætter under banneret

Men problemerne på DPU er helt forudsigelige. Og de personlige stridigheder dækker over strukturproblemer. Det mener iagttagere uden for murene.

'Sagen er', siger professor i uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter, Henning Salling Olesen, 'at universitetet nu er ved at indfri den dækningsløse check, som ministeriet har udstedt, og det er svært'.

Nisserne flytter med

En stor del af universitetets problemer er medfødte, mener Henning Salling Olesen.

DPU opstod blandt andet som svar på et massivt politisk krav, som ganske enkelt lød: Nedlæg Danmarks Lærerhøjskole. For at bakke randområderne i Danmark op og styrke blandt andet seminarierne overførte man Lærerhøjskolens mest indbringende og succesfulde aktivitet, efteruddannelsen, til de kommende regionale centre, CVU'erne.

Tilbage stod Danmarks Lærerhøjskole på Emdrupvej, Danmarks Pædagogiske Institut og Danmarks Pædagoghøjskole. Tre institutioner, som ifølge Henning Salling Olesen havde det svært i forvejen.

De tre fusionerede man, det nye Learning Lab Denmark blev smidt oveni, og af den cocktail skulle der opstå noget nyt, noget stort og anderledes. Et universitet, en spydspidsorganisation, en pædagogisk forskningsinstitution af internationalt format: Danmarks Pædagogiske Universitet.

Men medarbejderne, traditionerne og kulturerne kom fra de tre gamle institutioner.

'Man kunne', siger Henning Salling Olesen, 'måske have druknet de gamle kulturer i en strøm af ressourcer, men det har man altså ikke gjort. Og i stedet for udvikling oplever medarbejderne afvikling'.

Studieleder Lars Jakob Muschinsky fra Københavns Universitets institut for retorik, filosofi og pædagogik peger på noget tilsvarende. DPU-projektet er meget ambitiøst, siger han. Skal det lykkes, kræver det først og fremmest stor ydmyghed over for opgaven, dernæst solid økonomisk og institutionel opbakning.

'Som jeg forstår den fremførte kritik, drejer den sig om, at man savner begge dele', siger han.

Nyt møder gammelt

Et andet problem ligger i forholdet mellem det nye og det gamle, mener iagttagerne. DPU skal vise, at der sker noget nyt. Dels fordi det er en ny institution. Dels fordi universitetet så tydeligt er tænkt som et brud med især Danmarks Lærerhøjskole. Men medarbejderne kommer i vid udstrækning fra Lærerhøjskolen, og det kan give problemer: I det øjeblik man betoner det nye og dermed bruddet med fortiden, kan medarbejderne opleve, at man træder på deres erfaringer, kompetencer og ressourcer. I det øjeblik man fremhæver dem, kan det være svært at øjne det nye.

'Uanset hvad', siger Lars Jakob Muschinsky, 'vil den sammenlægning og omstilling, der er lagt op til, ikke være én, man kommer igennem uden en del konflikter, og det gælder, uanset hvem man sætter i spidsen for det, eller hvordan man gør det'.

Forholdet mellem det nye og det gamle viser sig blandt andet i diskussionen om universitetets struktur. Rektor Lars-Henrik Schmidts institutinddeling, der er godkendt af bestyrelsen, bryder radikalt med traditionerne.

Der bliver fem institutter. Et for pædagogisk filosofi, et for pædagogisk antropologi, et for pædagogisk psykologi og et for pædagogisk sociologi og endelig et institut for curriculumforskning.

Inddelingen er, siger Lars-Henrik Schmidt, hverken styret af den akademiske tradition eller af aftagernes behov. Inddelingen, der er enestående i verden, afspejler tværtimod et vidensbehov. Den er et udtryk for de aktuelle tendenser og udviklingsretninger inden for pædagogikken, siger han.

Nogle medarbejdere, Folkeskolenhar talt med, er begejstrede. De oplever, at inddelingen udvider deres vidensområde. Andre frygter, at deres fag indskrænkes, og at kandidaterne får svært ved at finde job.

Bedre tænkt end gjort

Lars Jakob Muschinsky finder inddelingen pudsig.

'Faglige opdelinger og institutionaliseringer vækker altid debat og strid. Netop denne opdeling kan måske forekomme pudsig. Hvis den var udspruget af forskernes erfaringer og vurderinger, kunne den sikkert være meningsfuld, og det ville den også være, hvis den blev oplevet som inspirerende og meningsfuld af dem, der skal arbejde med den. Men nogle mener tilsyneladende, at det ikke er tilfældet. I stedet for en inspirerende udfordring kommer den så til at fungere som noget, man skal tilpasse sig'.

Henning Salling Olesen kalder inddelingen dristigt tænkt.

'Og det kan der være grund til, men man kan også afvise den som skrivebordsarbejde', siger han.

Henning Salling Olesen peger på, at nissen også her følger med: Over halvdelen af det nye universitets medarbejdere sidder på curriculuminstituttet og foretager didaktisk forskning inden for folkeskolens fagrække. Det var fornuftigt på Lærerhøjskolen, som var forpligtet over for folkeskolen. Det er DPU ikke længere kun. Men DPU arver Lærerhøjskolens strukturproblem, mener Henning Salling Olesen:

'Strukturen er dristigt tænkt, men den lader sig åbenbart heller ikke gennemføre konsekvent. Mange af universitetets medarbejdere vil stadig være uden for de fire institutter. DPU vil få en masse små miljøer med stor faglig spredning, og det var netop et af hovedproblemerne på Lærerhøjskolen: udviklingsmiljøerne var for små', siger Henning Salling Olesen.-Mikkel Hvid er freelancejournalist

Strukturen er dristigt tænkt, men den lader sig åbenbart ikke gennemføre konsekvent


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet