På falderebet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Aldrig mere de hæslige vintermorgener, hvor alt går forkert. For sent op, når ikke at smøre madpakke, kommer til at sulte i dag . . . hvad nu, højre kontaktlinse driller . . . ud igen . . . på igen . . . gør ondt . . . vender den forkert? Er den gået i stykker? Skulle vist have været skiftet ud . . . har ikke råd lige nu . . . mere lys på . . . nej, er der allerede halvottepresse . . . så briller i dag . . . hvor var det nu, jeg lagde dem . . . nej, jeg nøjes med venstre kontaktlinse. Bedre end ingenting. Ikke så helt få gange er jeg gået enøjet i skole (mine meningsmodstandere vil muligvis her tænke, om jeg forestiller mig, at jeg kun er enøjet på den facon). Du godeste, hvor i hede hule er nu venstre høreapparat . . . rolig . . . det skulle ligge her. . . jeg når ikke at cykle i dag . . . jo, for resten, i sofaen er det, tog det ud i aftes, da jeg faldt sidelæns om i sofaen foran kedsommeligt flimmer. Støvlerne, nej, var de så beskidte . . . altså hvis bilen ikke kan starte . . . jo, efter et par heftige forsøg starter den gamle Kadett med en overrumplende høj sprutten . . . Gud, bilruderne, det er ikke meget, jeg kan se. . . okay, jeg ruller begge forruder i bund og kører som en snegl . . . uh, en kold tur. Der er vel ikke glat på udsatte steder . . . helt klart ingen p-plads nu. Tænkte jeg det ikke nok, morgenseancerne med puttenutterne er i fuld gang, de buttede børn vælter ud af bilerne, som optager hver en plads . . . må holde ulovligt i udkørslen og drøne ud efter første time og flytte om. Ser i forbifarten på garderobens opslagstavle, at jeg skal være vikar i 9.b over middag . . . lige efter gårdvagten . . . i tysk. . . nej, nej, nej . . . men pyh, jeg nåede det.

'Godmorgen børn! Er I så friske? Nej, Allan dog, kommer du først nu, tror du ikke snart, du skal til at lære at stå op noget før?'

Det vil jeg tænke på, når jeg vender mig i sengen til en halv eller halvanden time mere.

Tid til at høre alle radioaviser, læse biblioteksbøger og aviser grundigt, hver eneste nekrolog, kronik og frygtelig folkeskolebulletin.

Hvis man gider.

Else

Powered by Labrador CMS