-¡Børnene slår igen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er en kraftig opfordring at bringe i Folkeskolen, og for at forebygge eventuelle søgsmål må jeg straks understrege, at billedet ovenfor blot er en illustration!

En illustration til en historie om børns begejstring og monopolkapitalens ustyrlige grådighed - en historie, hvor Nettet spiller en hovedrolle.

Omdrejningspunktet er Harry Potter-bøgerne og deres enorme internationale succes hos børn.

Det er for en gangs skyld en succes, som ikke i første omgang skylder reklametrommerne æren. Æren tilkommer læserne - altså børnene selv - som blev begejstrede og spredte begejstringen ved mund til mund- og Netmetoden.

Netmetoden betyder blandt andet, at nogle børn har udarbejdet websites som en hyldest til Potter-bøgerne og deres univers - en slags fan-sites. Se for eksempel: http://on.to.HarryPotterog www.hpotter.subnet.dk

Da først succesen var hjemme, begyndte fænomenet at interessere verdenspressen, og nu kunne det også betale sig at bruge reklamekroner i stor stil. Succesen blev endnu større.

Det kunne lige så godt have været Walt Disney, men det blev altså AOL-Warner Brothers, der købte alle rettighederne af forlag og forfatter for det beskedne beløb af cirka 35 millioner kroner.

Warner Brothers kender alle vist. Det er et 'filmselskab' med interesser i hele mediespekteret. Forstavelsen AOL er resultatet af en relativt nylig fusion med America On Line - USA's største Internetudbyder.

Der skal altså produceres Harry Potter-film nu! Og der fremstilles og sælges alle mulige og umulige Harry Potter- ting fra T-shirts og tryllestave over brevpapir og figurer til læskedrikke og is. Det er børnene, der køber - forældrene betaler.

AOL-Warner Brothers skal ikke gøre det hele selv. De har eneretten, men sælger den i stumper videre til andre, der mener, at de kan lave en forretning ud af det. Fænomenet kender vi til hudløshed - og Walt Disney har faktisk lige købt Peter Plys og alle hans venner.

Når man ejer et 'brand', er det naturligvis vigtigt at beskytte det, altså at sikre sig mod andres uautoriserede kommercielle udnyttelse. Men iveren efter at tjene penge - grådigheden - kan blive for stor selv i en gennemliberaliseret verden, hvor der jo trods alt er mennesker, som ikke finder, at formålet med deres liv er at tjene kapitalakkumuleringen.

Da AOL-Warner Brothers havde købt det forventede guldæg, begik de en fodfejl af dimensioner. Den juridiske afdeling gik i gang med at finde 'bagmændene' til de mange websites, hvor Harry Potter indgår i navnet, og mange fik brev med krav om, at websitets domænenavn skulle overgives til AOL-Warner Brothers. I modsat fald ville man tage juridiske skridt.

Men 'bagmændene' var børn, som aldeles ikke truede AOL-Warner Brothers på brødet. Tværtimod - det var kunderne!

Børnene gik til modangreb - og der er selvfølgelig voksne, som har hjulpet til, om ikke andre så forældrene. Resultatet var 'PotterWar.org.uk', som har spredt sig til resten af den digitaliserede verden. Det danske 'hovedkvarter' findes på www.potterwar.dk/

Børnene og deres voksne vil ganske enkelt ikke finde sig i, at AOL-Warner Brothers vil hævde sin ejendomsret helt ind i barndommens land.

Det er derfor, de søger at stable en boykot på benene - ikke mod deres elskede Harry Potter - ikke engang mod den skamløse udnyttelse af deres begejstring, men blot mod monopolkapitalens kolonisering af deres begejstring.

Og de ved godt, hvor de skal ramme. Målet er tomme biografer og ingen solgte Harry Potter-duppeditter eller læskedrikke. Guldægget kan vise sig at være et vindæg.

Børn bliver udnyttet på mange måder af driftige forretningsfolk - men det her er jo helt legitimt i modsætning til børnearbejde og pædofili. Har de mennesker da ikke børn selv?

Der er stof til megen god, særdeles vedkommende og helt aktuel OBS-undervisning i PotterWar: Oplysning til Børnene om Samfundet.