Nu kan alle få IT-kørekort

De 340 IT-millioner skal især gå til efteruddannelse og udvikling af nye undervisningsformer

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det pædagogiske IT-kørekort rykker. Det viser Undervisningsministeriets effektundersøgelse, og det bliver bekræftet af skoleleder Lone Lauersen fra en af de første skoler, hvor lærerne fik kørekort, Den Classenske Legatskole i København, og af lærer Anne Merved, der forleden af undervisningsminister Margrethe Vestager fik overrakt pædagogisk IT-kørekort nummer 10.000. Det teamsamarbejde, som er en forudsætning for at gennemføre kørekortkurset, varer ved - man støtter hinanden, og det påvirker hele skolens hverdag.

Derfor har Undervisningsministeriet også valgt at arbejde videre med hele Skole-IT-ideen, når de berømte 340 millioner kroner til IT i folkeskolen skal uddeles. Hele 110 millioner kroner er afsat til at styrke lærernes kvalifikationer:

'Det mindste problem er at lære at bruge pc'en - den store opgave er, hvordan man bruger den pædagogisk, og der vil vi styrke de meget kompetente lærere i at bruge pc'en i forhold til deres professionelle kompetence', sagde Margrethe Vestager, da hun forleden præsenterede programmet for uddelingen af de 340 millioner. Der bliver sat penge nok af til, at mellem 20.000 og 30.000 lærere kan få betalt deres kursusafgift - skolerne kan søge pengene i ministeriet, men skal selv finansiere lærerens tid til kurset. I forvejen er der som nævnt 10.000 lærere, der har taget kortet, og 10.000 er i gang, og dermed er der stort set penge til at nå målet - at alle Danmarks grundskolelærere har papir på deres pædagogiske IT-kompetencer.

Kørekort til seminarielærere

Der har været megen kritik af, at selv nyuddannede lærere i år 2000 står uden pædagogisk IT-viden. Den kritik vil man også forsøge at imødegå:

'Det pædagogiske IT-kørekort skal videreudvikles. Vi vil blandt andet lave en variation specielt til seminarielærere, så de lærer at integrere IT i deres undervisning og dermed inspirerer de studerende til at gøre det', sagde Margrethe Vestager. Der vil også blive udviklet en variation over kørekortet til pædagogerne i skolefritidsordningen.

100 millioner er afsat til projekt 'Lær med IT i folkeskolen'. Skolerne skal gå sammen i netværk og søge penge i fællesskab med henblik på, at de trods alt begrænsede summer kommer til gavn for så mange elever som muligt, og at den store spredning, der er imellem, hvor langt skolerne er på IT-området, ikke skal blive endnu større. De vil kunne søge midler inden for tre hovedområder. Det gælder det faglige indhold, hvor man specielt vil tilgodese projekter inden for dansk og matematik, hvor ministeriet netop har offentliggjort klarere mål for undervisningen og gerne vil følge, hvordan IT kan bruge til at gøre målene til virkelighed. Et andet hovedområde er IT som middel til at styrke rummeligheden i folkeskolen:

'Folkeskolen er ofte blevet kritiseret for at fokusere på de bogligt svage og deres behov. IT og Internet kan bruges til at skabe mere individuelt tilpassede undervisningsmidler og støtte dem, der har støttebehov, og give faglige udfordringer til dem, der har brug for udfordring. På samme måde kan man tilpasse elevernes forskellige læringsstile', siger Margrethe Vestager.

Det tredje hovedområde er dialogen mellem lærere, elever og forældre gennem IT-handlingsplaner, hjemmesider - brug af informationsteknologien til at skabe et forum for direkte dialog.

50 millioner kroner er afsat til at købe og pædagogisk bearbejde undervisningsudsendelser fra tv, så de bliver tilgængelige i digital form, så lærerne kan arbejde videre med dem. 60 millioner kroner er afsat til at sikre de resterende cirka 600 grundskolers adgang til sektornettet SkoleKom og 20 millioner til at evaluere og udbrede erfaringerne fra hele projektet.

Undervisningsministeriet forventer at tage hul på den første ansøgningsrunde i maj, men flere runder vil følge for at undgå, at det bliver de skoler, som i forvejen er længst fremme, der løber med pengene. Betingelserne for at få del i pengene vil blive præsenteret på ministeriets hjemmeside www.uvm.dk.