Måske er det misvisende, at Dafolos postkortundersøgelse til Danmarks Lærerforenings udviklingsprojekt er blevet kaldt en undersøgelse. Den er en brik til et samlet billede. Medlemmerne har fået mulighed for at ytre sig. Det er jo ikke den eneste måde, man har kunnet ytre sig på. Det skal jeg ikke gentage.

Ikke ret mange har benyttet sig af den mulighed. Det tror jeg, der er rigtig mange grunde til, for eksempel

at det enkelte medlem måske ikke har tillid til, at det hjælper

at man synes, svarene skulle være så indlysende, at det er helt pinligt, at der bliver spurgt

at man ikke har fået postkortene delt ud

at det har været et uheldigt tidspunkt op mod jul

at tidsfristen har været for kort

at det ikke er lykkedes at formidle udspillet som en positiv mulighed for indflydelse

at opfordringen har været oplevet som uforpligtende

at foreningen føles langt væk fra hverdagen.

En del af postkortene giver faktisk svarene, men det er jo også et billede. Hovedstyrelsen bør ikke være forbavset. Jeg selv er ikke forbavset. Interessant er det, at mange hovedstyrelsesmedlemmer kan konstatere, at postkortene giver udtryk for de samme holdninger, som vi møder i diskussionerne på vores åbne kurser.

Udviklingsprojektet kan ikke vurderes på svarprocenten på hverken det ene eller det andet element.

Det kan vurderes på, om vi samlet i foreningen er i stand til at konkludere politisk i hovedstyrelsen og på kongressen.

De indsendte postkort er et værdifuldt element i det samlede projekt. Jeg ville gerne have set mange tusind besvarelser. Det fik vi ikke, men der er ingen tvivl om, at de fyldige og engagerede meldinger på kortene har gjort indtryk.

De kolleger, der har ulejliget sig med at skrive kortene, skal have en kvittering og en stor tak.

Astrid Schjødt Pedersen

formand for DLF's udviklingsprojekt