Debat

Undertrykker faglig viden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Så længe de lærde strides, sker der forhåbentlig intet. Er kompetencer et definitorisk fastlagt begreb, eller er det en paraplybetegnelse for nogle alment menneskelige foreteelser, som børn såvel som voksne besidder, og i hvis tjeneste skolen skal hensmuldre. Engang, det ske sent, bliver de lærde enige, og kompetencer, der af Per Schultz Jørgensen påstås at være svaret på nye ubestemmelige udfordringer, vil da indgå i det raritetsprægede vokskabinet, der i forvejen rummer Freuds teorier om det underbevidste og Jungs om arketyperne. Og så har fremtidige studerende lidt mere at fordybe sig i, end de har nu. Og Schultz Jørgensen vil til den tid komme i fint selskab. I mellemtiden kan vi andre få lidt arbejdsro så tæt ved jorden, som en flyvsk folkeskolelov tillader det, til at udføre det eneste anstændige stykke arbejde, som en skole, trods tidens ubændige trang til at hindre det, er til for, nemlig at videregive så megen faglig viden og så meget af vores nedarvede kultur som muligt til næste generation. Skolen skulle altså gerne i en rum tid endnu have fred til og lærerne have mod til at udføre det arbejde, som et andet sted i Folkeskolen nummer 10 (side 38) i skyggen af de forslugne kompetencer kaldes for en forældet forståelse af dannelse. Men den tid skal nok komme, hvor kompetencebegrebet lægger sig tungt over skolen og kvæler den sidste rest af anstændig videreformidling af nedarvet kultur, kundskaber og færdigheder. Kort sagt kvæler det grundlæggende værdifulde, der af modernitetens eftersnakkere kaldes for noget gammelt bras, og som kompetencebegrebet er til for at undertrykke.

Vagn Madsen

Brønderslev

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS