Debat

Lugten i bageriet

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Når hovedstyrelsesmedlemmer taler til hinanden (Folkeskolen nummer 11 og 12) for at demonstrere politisk ansvarlighed, siger næstformand Stig Andersen til hovedstyrelsesmedlem Anders Bondo Christensen og syv andre ligesindede, at kun ved at indtage Stig Andersens holdning til arbejdstidsaftalen og kun ved at stå sammen i enighed om en handleplan opfører man sig politisk ansvarligt. Omvendt ser Anders Bondo Chistensen den omtalte handleplan som utilstrækkelig og for lidt håndfast i forhold til at sikre tid til forberedelsesopgaven. Hvis man altså er enig med hovedstyrelsesflertallet, er man konstruktivt energisk, hvis ikke, er man kun ude på at skade medlemmernesinteresse på arbejdstidsområdet.

Jeg synes, meningsudvekslingen giver et godt indtryk af 'lugten i bageriet'. Emnet ser ud til at være så betændt, at det indskrænker mangfoldigheden af holdninger til én eneste 'rigtig' mening, som ingen tør afvige fra. Det er slet ikke i medlemmernes interesse, at et tilsyneladende tabubelagt emne, men af vital interesse for underviserne, fører til et sådant krav om politisk korrekthed for at blive accepteret i det gode selskab.

Herude, og i mit tilfælde den jyske mark, lader vi os ikke forskrække af strømlinede betonhoveder med rødder i en totalitær tradition, for det hele er jo ikke mere vanskeligt, end at vi kan stemme for den ledelse, hvis politiske holdninger vi føler os i pagt med, men forudsætningen er her og nu, at der tages hul på at fremstille de modsætninger, der er til stede. Jeg nægter at tro andet, end at den interne pressedækning har tilstrækkelig faglig, etisk stolthed i behold til at løse opgaven. Øvelsen for medlemmer af hovedstyrelsen, især for dem, der synes, at det er politisk korrekt at være politisk ukorrekt, går ud på at være tilstrækkelig forberedt på at fremstille faglige, pædagogiske holdninger på en iøjnefaldende måde, så det står klart for enhver, hvad forskellen i virkeligheden er. Og på nogle områder taler vi med sikkerhed om den lille forskel, men når det gælder tusindtal af medlemmers daglige arbejdsvilkår, er sagen så stor, at forskellene kan udtrykkes, så medlemmerne kan forstå det og tage højde for det, næste gang der skal stemmes om magten i Danmarks Lærerforening.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Torben Thomsen

Aars