Debat

Folkeskolen og virkeligheden

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er ikke første gang, Niels Christian Sauer vælger at imødegå kritik af DLF's arbejde (Folkeskolen nummer 9) med henvisning til, at kritikken ikke 'forholder sig til folkeskolens virkelighed' (Folkeskolen nummer 10). Men det er måske netop hans og andres problem, at de i den grad lader sig provokere, når folk 'udefra' tillader sig at kommentere på forholdene i folkeskolen og den måde, hvorpå man arbejder i DLF. Til det er der kun at sige, at hvis han og andre tror, at folkeskolen kan blive ved med at unddrage sig den samme grad af kontrol og opmærksomhed, som alle andre offentlige institutioner i dette land er underlagt, så er det nok i virkeligheden dem, der ikke forholder sig til folkeskolens virkelighed! Den tid, hvor det kun var lærerne, der kunne og måtte udtale sig om folkeskolen, er for længst forbi, og det bliver lærerne, DLF og Niels Christian Sauer nødt til at vænne sig til.

Han skriver videre, at lærerne ikke fører traditionel kamp for bedre løn - det glæder mig at høre, mere af det, tak! Det har desværre bare været vanskeligt at se i visse dele af den nye overenskomst, hvor hensynet til bedre løn langt hen ad vejen synes at have vundet over behovet for bedre arbejdsvilkår. Det er der mange medlemmer, der er utilfredse med, og som lider under i dag. I netop dette tilfælde kan man måske sige, at DLF's medlemmer viser sig at være mere progressive og professionsbevidste end deres ledere. Det er rigtigt, at mange mennesker i dette land ikke har den grundlæggende respekt for lærerne og deres arbejde, som lærerne fortjener. Men pointen er jo netop ikke, at professionsstrategien skal 'bæres' af denne respekt, men at strategien med dens fokusering på synliggørelse og dokumentation af kompetence, professionalisme og etik skal være med til at skabe den respekt og anerkendelse hos landets borgmestre og alle andre, der på længere sigt skal sikre lærerne både mere i løn og arbejdsvilkår, der er til at holde ud.

Maja Aasted

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

bach.scient.pol. og stud.hist.