Debat

Inklusion i praksis - alarmklokkerne ringer

Folkeskolen skal have en saltvandsindsprøjtning i milliardklassen. Ellers har vi lærere ikke mulighed for at lykkes med inklusion i praksis. Politikerne må ikke være døve for alarmklokkerne, men skal handle og prioritere folkeskolen.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Gennem mine mange år som lærer i folkeskolen, har jeg set og oplevet en markant ændring i antallet af børn med særlige behov, og arbejdet med inklusion har sat sine tydelige spor på lærernes arbejdsmiljø. Her er alt for mange lærere udfordret af høje følelsesmæssige krav, alt for stort arbejdspres og oplevelsen af at stå alene med en alt for kompleks opgave.

Det stigende antal tilfælde af vold og trusler, som lærere oplever i hverdagen hænger desværre tæt sammen med inklusionen i folkeskolen. I en spørgeundersøgelse blandt fagbladet Folkeskolens lærerpanel svarede ni ud af ti, at inklusion har gjort det farligere at gå på arbejde. Jo flere elever i klassen, der tidligere ville have været i et specialtilbud, jo flere fysiske og verbale overgreb oplever lærerne. Vold og trusler rammer ikke kun den enkelte lærer, men påvirker det psykiske arbejdsmiljø på hele skolen. I 2018 er vold nævnt 1200 gange i Arbejdstilsynets påbud til folkeskoler om psykisk arbejdsmiljø. Læs mere her  

Den seneste undersøgelse fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at hver femte lærer har været udsat for vold indenfor det seneste år, og hver fjerde lærer har været udsat for trusler. Den viser også, at 39 procent af tilfældene sker om eftermiddagen - en tydelig indikation på at den lange skoledag ikke fungerer for eleverne. NFA´s undersøgelse  

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

De ordentlige rammer for inklusionsopgaven, den nødvendige støtte og ledelsesopbakningen mangler alt for mange steder og sender alt for mange kolleger med ekspresfart mod en stress-sygemelding. Nogle steder er det så grelt, at det er nærliggende at tænke: Hvem bliver den næste? Den negative udvikling skal vendes og jo før desto bedre.

 

Der skal gribes ind og handles, og der skal igangsættes forebyggende tiltag på den enkelte arbejdsplads. Min ambition er klar: Vi skal arbejde systematisk, målrettet og vedholdende for at forbedre lærernes arbejdsmiljø, og her skal DLF være på forkant og mere i offensiven.

Visionen om inklusion i folkeskolen og menneskesynet bag bakker jeg til fulde op om, men i praksis ser inklusion ikke ud til at virke og fungere efter den gode hensigt - alt for mange elever er i klemme. I de senere år har vi lærere oplevet et stigende behov for specialundervisningstilbud til udfordrede elever. Vi oplever, at vi ikke kan honorere de krav, der stilles til inklusion og specialundervisning, så alle elever får det undervisningstilbud, de har ret til med udgangspunkt i den enkeltes behov og forudsætninger. 

Kommunerne bevilger ganske enkelt ikke den nødvendige økonomi til, at de børn, som virkelig har brug for det, kan få et andet skoletilbud. Trodser skolerne den økonomiske ramme betyder det nedskæringer og generel forringelse af almenundervisningen. Som lærere er der ikke noget, vi hellere ville end at få mulighed for at  lykkes med kerneopgaven, så alle elever trives og udvikler sig fagligt, Men skal det ønske opfyldes og inklusionsopgaven løses, så skal der simpelthen prioriteres flere penge til folkeskolen.  

De lange skoledage dræner eleverne for energi. Nogle reagerer meget synligt og bliver frustrerede over krav i undervisningen, som de ikke kan honorere. Der er også risiko for en negativ spiral, som påvirker elevernes tro på, at de kan lykkes. Samtidig slider det hårdt på relationen mellem elev og lærer.

De udadreagerende elever bliver bemærket og fylder i skoledagen, og de kan især udfordre både klassemiljøet og læringen for hele klassen. Imens får de mere indadvendte elever ikke den tilstrækkelige opmærksomhed, som de behøver, fordi deres adfærd ikke er larmende og uroskabende. Men også stille elever kan have udfordringer, være let afledelige, og falder  ud, stener og dagdrømmer. De har også brug for nærvær og hjælp til at komme tilbage på sporet. Ud over at tage hånd om de larmende og de stille elever skal læreren samtidig formå at se, møde og anerkende alle de andre børn i klassen og sikre den faglige udvikling.

Lærere står derfor i undervisningssituationer, som er præget af en høj grad af kompleksitet og et voldsomt krydspres, når hensyn i forhold til alle elevers mangeartede behov skal afvejes. Der skal konstant træffes pæd. didaktiske valg, handles, vurderes og justeres. Det er i det konkrete møde med vores elever, at vi lærere skaber og “genopfinder” praksis baseret på vores professionelle dømmekraft og vores rygsæk fyldt med erfaringer.

Skal vi lærere lykkes med inklusion i praksis, så kræver det, at vores politikere hører alarmklokkerne.  De gode viljer og pæne ord skal omsættes til konkret handling og en beslutning om at prioritere folkeskolen ved at bevillige en økonomisk saltvandsindsprøjtning i milliardklassen. Den skal bruges til:

  • tolærer-ordninger og co-teaching, gerne via konvertering af understøttende undervisning og kortere skoledag
  • prioritering af tid til forberedelse af undervisningen så den tilgodeser alle elevers behov
  • mulighed for “pusterum” i løbet af skoledagen for både elever og lærere
  • at lærere reelt har tid og mulighed for at skabe den tætte relation til den konkrete elev med behov for særlig støtte
  • mulighed for tættere samarbejde med PPR, hvor psykologer kommer mere ud i klasserne og sparrer med lærerne. 
  • den nødvendige tid til at samarbejde om konkret plan for elever med særlige behov, så alle omkring barnet, også forældrene, er klar over og involveres i, hvilke tiltag der arbejdes med. Klasselæreren har en nøglerolle.
  • at lærere skal have mulighed for kompetenceudvikling ift.specialpædagogisk viden,  diagnoser og hvordan inklusionsopgaven kan gribes an
  • og så skal der være krav om, at alle skoler har retningslinjer og beredskab på plads, så alle lærere ved, hvor der kan hentes hjælp når det er nødvendigt 

#Inklusion  #godtarbejdsmiljø  #nuancerne med  #påforkant  #fraholdningtilhandling  

Powered by Labrador CMS