Debat

Inferno må stoppe

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Endnu en dag i medierne og, ikke overraskende, endnu en dag med den efterhånden endeløse kritik af folkeskolen. Efterhånden bliver jeg glædeligt overrasket, når der ikke i enten Radioavisen, tv-nyhederne eller på min Internet-søgemaskine dukker endnu en dårlig nyhed op omkring folkeskolen. Dagens dårlige nyhed bestod af endnu en OECD-rapport, som denne gang hamrer folkeskolens økonomi ned: 'Samfundet får alt for lidt for de penge, de smider i folkeskolen', lød det elendige budskab. I sidste uge var det vist noget med den håbløse IKT-situation i folkeskolen, forrige uge var det en vred forælder, der brugte elendighedens talerør, '19-direkte', til at brokke sig over, at hendes altid artige søn var blevet svigtet af sin klasselærer, og forrige uge igen igen var det. . .

Nu må dette inferno stoppe! En femtedel af alle nyansatte lærere overvejer at kvitte folkeskolen. Lærere begynder at snakke om at være udbrændte efter få år i folkeskolen, og sidst, men ikke mindst, er der mange, der stopper på seminariet, før de bliver færdige. Gad vide hvorfor? For mit eget vedkommende har jeg her på det sidste overvejet meget seriøst, hvorvidt lærerjobbet er noget for mig. Ikke fordi uddannelsen er specielt dårlig, ikke fordi de kommende kolle-gaer, jeg har stiftet bekendtskab med igennem praktik og vikar-arbejde, er trælse, men jeg vil få svært ved at finde motivationen til at have et job, hvor jeg kommer til at føle mig som kaptajnen på et skib, hvor man som en sindssyg prøver at holde skuden flydende, velvidende at den er på vej ned.

Hvis den kedelige kurs, som folkeskolens ry har i øjeblikket, ikke bliver rettet op snart, vil lærermanglen ikke blot blive udtalt, men desperat.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Anders Friis Saxberg

Haderslev